S_FørOgNu_1916_2

2. AARGANG N r . 3

FØR OG NU

1. FEBRUAR 1916

a t opgive Belejringen og indtage en tilbagetrukken Stilling i Egnen omkring Brønshøj, var det dog ikke et Øjeblik lians Tanke at opgive den danske Hovedstads Erobring. Tvertimod — hans Be­ slutning om at blive Herre over Danmark stod fast som før, og endnu svælgede han i stolte Frem tidsdrømme om at paasætte sig Kronen som Konge over de samlede nordiske Riger. Og i lykkelige Øjeblikke gik vel hans dristige Drømme videre, naar hans Tanker vendte sig fra Norden mod Syd! E fter sam tidige Øjenvidners Udsagn indrettede han sig saa kom fortabelt i Brønshøj, som om han skulde forblive der i „100 Aar“. Bag Lejren lod han til Bolig for sig og sit fornemste Følge opføre virkelige Huse i betydeligt Antal, hvortil han skaf­ fede sig de nødvendige M aterialer fra de omliggende K irker og

m ark følte, hvad det i ham havde tabt. Og naar vi her har be- skæ ftiget os udførligt med hans Personlighed, er Grunden den, a t Navnet Ulrik Gyldenløve og Københavns Belejring er k ny t­ te t uløseligt sammen. — Vi er nu i vor Beskrivelse af Voldenes H istorie i deres navn­ kundigste Tid naaet til det Kapitel, om hvilken Interessen sam ­ ler sig fremfor noget andet, K apitlet med Overskriften: S t o r ­ m en p a a K ø b e n h a v n , der danner den effektfulde Slutning paa den dram atiske Kulmination i Svenskernes Belejring af vor Hovedstad i det syttende Aarhundrede. Og naar vi giver dette K apitel en nogenlunde indgaaende Behandling, med Frem ­ hævelse af dets særlig spændende Episoder og af de'Mænd, i hvis Hænder Kampens Skæbne og Afgørelse var lagt, er det der-

D ronningens M olle set fra V oldbakken ned til Ø stervolds Gab (1896). I Forgrunden tilhøjre den bekendte „Original“ S c h e ib e lé in (læs om ham i „Før og N u “, 1ste Aargang Kr. 4).

Landsbyer, hvoraf enkelte, som f. Eks. Utterslev, blev næsten helt raserede. Og denne nye By, som han saaledes anlagde udenfor sin Nabostats Hovedstad, kaldte han med humoristisk Fræ khed: C a r 1s t a d ! Her sad han da som Edderkoppen i sit Spind og pønsede paa Planer til Københavns Ødelæggelse. Havde han hidtil havt Uheld, følte han endnu sit gamle Overmod og sin Overlegenhed over alle sine Samtidige, — der var jo blandt dem alle ikke én, der som han i samme Person forenede Kongens Værdighed med Felt­ herrens Mod og Statsmandens Snildlied! Og hvad var, naar det kom til Stykket, denne Belejringsaffære mod de store Kort, han iøvrigt havde paa H aand en ! Stod ikke hans Hære kampberedte baade i Lifland, i Østpreusen og Pommern til Forsvar for hans stolte Besiddelser langs Østersøens Kyster! Og havde ikke Wran- gel med sin Snarraadighed afværgef, a t en Hær af Brandenbor- gere og Polakker, der vilde komme Danmark fil Undsætning, skulde faa ivæ rksat en Overgang til de danske Øer! Kunde blot de forbandede Hollændere blive holdt i Tømme, skulde han nok, naar han ventede Tiden taalmodigt ud, faa det gjort af med D anm ark! 32

for med velberaad Ha og i Forvisning om, a t vore Læsere ikke vil træ ttes. Saafrem t Carl Gustav havde fulgt det indstændige fiaad, om straks a t skride til Storm, som Erik Dahlberg og et P ar andre af hans tapreste Hærførere havde givet- ham, da lian henimod Mid­ ten af August 1658 havde lejret sig udenfor København, er det vel usikkert, om Heldet havde kronet hans Forsøg, men utvivlsomt er det, at hans Chancer snarere havde forvæ rret end forbedret sig, da A arstaliet skiftede. Sandt nok — han havde gjort s ig til Herre over K ronborg; men denne Fæstnings Kanoner og øvrige Skyts blev ham kun til ringe Fordel: og var han end bleven Herre over Slottet ved Sundet — over Sundet selv var han ikke bleven Hersker, og den hollandske Flaade var kommen ham slemt paatværs. Han var ankommen foran København som den overmodige Angriber, der paa For- liaand troede sig vis paa Sejr, men fra Maa ned til Maaned havde han oftere og oftere m aattet sande, at hans Rolle ligesaa meget var bleven Forsvarerens som Angriberens. Men da han i November 1658 havde besluttet sig til foreløbig