S_FørOgNu_1916_2
FØR OG NU
2 . AARGANG Nr. 18
15. SEPTEMBER 1916
de 42 Opførelser, Stykket opnaaede, hørtes kun Bifaldet bruse gennem Huset. Folket havde afgivet sit Plebiscit. Man havde offentlig ladet Grevinden forstaa, a t hun var i højeste Grad upo pulæ r — for a t bruge et altfor m ildt Udtryk. Og den offentlige Uvilje fik forøget Vind i Sejlene, da Frederiksborg Slot, den Af ten da S tykket spilledes for niende Gang, blev lagt i Aske, og den dæmpedes ikke, da de to Kendsgerninger kom til, at man nægtede Politiet Tilladelse til at lade afholde Brandforhør, og at Grevindens L akajer under Branden havde spildt den kostbare Tid med at redde hendes Møbler, mens S lottets uerstattelige og uvur derlige historiske P ortræ tgalleri gik op i Luer. Som en A fslutning paa hele denne Affære kom det Nytaarsdags Aften til Optøjer paa Gaden, der tydeligt viste Stemningen mod den forhenværende „Modehandlerinde“ Louise Rasmussen og det Ministerium, det R o t t w i t t ’ske, som Folket m istænkte hende for at have bragt til Roret som Afløser af det H a l l ’ske. Og sikkert er det, at naar Louise Rasmussen ikke endte som dansk Dron n in g , har Opførelsen af „Grevinden og hendes Søskendebarn“ sin
b arlig t vilde finde adskillige Ligheder mellem det franske S tyk kes Grevinde Dubarry og den danske Grevinde Danner, hvilket kunde være for saa vidt mindre foruroligende, al den Stund, der virkelig v a r Lighed, og at Louise Danner saaledes m aatte tage Skade for Hjemgæld, hvis Stykket vakte Sensation, — men det vilde som Oversætter være ham i høj Grad imod, om Stykkets Opførelse paa Casino skulde blive udlagt som dette Theaters P ri vathævn mod hende, fordi hun havde patroniseret H oftheatret, ligesom det let kunde komme til at hedde sig, at Stykkets Bear bejder var en af hendes Fjender „lejet, litteræ r B andit“, saaledes som Erik Bøgh selv udtrykker det i de Erindringer, han har ud givet om sin første Forfattertid, og hvoraf vi her har gjort et Uddrag. Han fastholdt sin Vægring, og det franske Stykke blev henlagt indtil 5 Aar senere, da „Dubarrismen“ begyndte at brede sig foruroligende stæ rkt i Danmark. Grevinde Danners Magt greb mere og mere om sig. Det var v itterlig t, a t hendes Protektion førte nemmere til Maalet end Fortjenester og Anciennetet, og at „Bagtrappevejen“ var den, der betalte sig bedst. Hun havde for-
Del af Æ ren d e r f o r .------ Grevinde Danners menne skelige Personlighed har i Tidens Løb væ ret underkastet forskellig Bedømmelse. I al Almindelighed kan det siges, a t de Dotationer, hvormed hun, af sin efterhaanden vindskibeligt opsamlede Rig dom, betæ nkte filantropiske Institutioner, i den offentlige Bevidsthed har virket i nogen Grad forsonende. Medens hun levede, erfarede man, saavidtf vides, in te t om Trang til at vise større Godgørenhed. Af N aturen var hun upaa- tvivlelig godt begavet og meget lærenem. Men hendes Mangel paa medfødt Kultur stemplede saavel hendes Væ sen som hendes Ydre. En yngre Theaterhistoriker, Hr. R. N e iie n d a m , har i den sidste Tid forsøgt at rense hendes Minde. Forsøget er prisvairdigt og ikke uinteres sant, men tør paa Forhaand anses for temmelig haabløst. Hendes Navn og ret eksem- pelløse Carriere vil ialfald for bestandig være knyttet til et Regime, der var dybt under Landets og Kongemag tens Værdighed. — „ A k ti e s e l s k a b e t Kjø b e n h a v n s C a s in o “ aabnede sit Etablissement den 21 de Februar 1847 med Concerter, T heaterforestillinger osv., som den foreløbige Plan havde an givet. Men allerede i det paa følgende Aar omdannedes Bygningen helt til Theater, og Aabningsforestillingen, der indviede den nye Æra, fandt Sted den 26de December 1848. Fra 1894 drives Casino un der Navn af „Actieselskabet Casino-Etablissementet“. Byg ningen, der bl. a. indeholder
staaet at gøre Erobringer i Dagspressen, ved hvis Hjælp hun haabede at berede den offentlige Stemning til Gunst for hendes eventuelle Tronbe stigelse, der, efter hvad man højlydt fortalte i Byen, i en nær Frem tid skulde fremmes ved hendes Udnævnelse til „Hertuginde af Vagrien“, hvor efter Udnævnelsen til „Dron ning af Danmark“ m aatte være det næste og sidste Skridt til at gøre hende til Kongens Ligestillede! Og d a mente Erik Bøgh, a t det ikke blot var forsvar ligt men ogsaa ønskeligt at lade Hovedstadens Befolkning ved en A rt Plebiscit afgøre, om en saadan Skandale burde taales. Kort og godt E rik Bøgh bearbejdede nu Stykket, og i hans Bearbejdelse krævede Censor kun to Linier ændrede, der iøvrigt var ordret over satte efter Originalen og lød saaledes: „Endskøndt hun først har hele Folket budet, Hvad nu hun byder h am til- sidst.“ Disse Ord hentydede di rekte til Ludvig den lodes Afhængighed af Grevinde Dubarry. Men Censor fryg tede, at denne Vending a lt for tydelig skulde minde om den tyske Forklaring paa Op rindelsen til Navnet D a n n e r (erst Jedermann und dann Er!), og da Bøgh ikke øn skede at alludere til denne noget hasarderede Brander, æl- fik forandrede han de paag dende Linier, saa at de følgende O rdlyd:
Oehlenschlægers Statue paa Garnisonspladsen i 1860erne, flyttedes i Aaret 1874 til det kgl. Theaters Facade, vis å vis Holbergs Statue.
en stor Pergola med smukke Trappeafsatser og Balkon, har i Ti dernes Løb mangfoldige Gange væ ret b en y ttet som Festlokaler til Carnevaller og de populære „Maskerader“, — den notableste Anvendelse har Casino i Egenskab af Forsamlingslokale dog fundet til politiske Møder i bevægede Perioder af vor Bys Historie. U behøver blot at minde om Møderne den I lte og 20de Marts i 1848 og den 28de Marts 1863. — Før vi forlader Casino, vil vi i Korthed omtale de enkelte Skue spillere og Skuespillerinder, der i Tidens Løb har h aft en væsent lig Betydning for dette vort først anlagte københavnske Privat- theater, og som hver for sig i en Aarrække har væ ret knyttet til Amaliegades Scene. Vel har enkelte fremragende Kunstnere, som f. Ex. den udmærkede V ilh e lm W ie lie sen. og A d o lf Rosen k ild e med deres Navne k astet Glans over Casino, men deres\irk- somhed her strækker sig kun over en kort Periode og var at en saa forbigaaende N atur, at det ikke kunde blive dem, der SaV T heatret det Præg, det i den alm indelige Bevidsthed bærer. Det Navn, der i Casinos første Tid straaler over alle andre, e> C h r i s t i a n S c h m i d t ’s. Han var Københavnernes forgudede „Bonvivant“, et Rollefag der karakteriserede Tiden og den da værende dram atiske L itteratu r, men som nu er gaaet ud af Kurs. Bonvivanten var den sorgløse, letsindige Yngling, den indtagene Galfrans, der vinder alle H jerter og faar Absolution for a lle sine smaa, galante Synder, saasnart han viser os sit glade Smil og 214
„Som fræk fortrænger, hvad vi ejer Af hædret Navn og ædelt Blod, Og med sin Skare lydige Lakajer En Skanse slaar om Tronens Fod.“
Aldrig har nogen Forestilling sam let et saa elegant Publikum, som det, der mødte i Casino hin Aften i Sæsonen 1859—1800, da „Grevinden og hendes Søskendebarn“ for første Gang stod paa P lakaten. Rygtet om Stykkets Indhold havde præpareret Tilsku erne i de foregaaende Uger. De, som havde ventet en Meningskamp mellem Klappere og P i ber, blev skuffede. Aftenen begyndte med en Tavshed, der vir kede næsten trykkende. Luften var ladet med E lektricitet, — men stadig ingen Y tring hverken af Mishag eller Bifald. Død lignende Tavshed fra P ark e tte t til Galleriet. Først da det oven nævnte Vers blev sunget, der begyndte med de bekendte Linier:
Jeg hader den, som steg fra Dybet Bedækket med et Lands Foragt —
fik E lektriciteten Luft. Det Bifaldsbrag og de Bravoraab, som disse Ord om Grevinde Dubarry fremkaldte, var aldrig hørt paa Casino. Hensigten med Stykkets Opførelse blev naaet. Ikke én Stemme i Publikum hævede sig til „Grevindens“ Forsvar. Ved alle
Made with FlippingBook