S_FørOgNu_1915

NR. 1_

FØR OG NU

l. JANUAR 1915

mange Triumfer — og nu — nu træffer Du mig som et usselt Vrag, der har mistet et­ hvert Haab. Ja, jeg vandt mange Sejre, forinden Sagen mod Richard Harkton blev overdra­ get mig, Det var min første rigtig store Sag. Harkton var en velkendt Mand i Byen og en god Bekendt af mig. Hans Hustru døde pludselig, under Omstændigheder, der var tilstrækkelig mistænkelige til at arrestere ham. Der var vel ingen Beviser, men alle In­ dicier talte stærkt imod ham, og jeg indsaa, at kunde jeg overbevise ham, vilde der være mange Laurbær at høste, og at det første ledige Dommerembede, hvis jeg havde Held med mig, vilde blive mit. Kort og godt, John, min Ærgærrighed gik over til Galskab. Jeg følte aldeles ingen Samvittighedsnag ved at faa ham dømt paa Indicier, og den Sympathi, jeg burde have følt for Harkton som en nær Bekendt af mig, rørte mig ikke. Du vil og kan ikke forstaa mig, naar jeg siger Dig, at min Ærgærrighed blev lige­ frem — blodtørstig. Harktons Liv var det Maal, jeg satte mig. Du gyser, min Ven, og det er med Rette. Dag for Dag og Nat for Nat studerede jeg Sagens Enkeltheder. Jeg undte mig ingen Søvn, og hele min Stræben gik ud paa at samle Beviser mod ham. Sejren blev min Religion, min Gud. En Nat,“ tilføjede han sagtere, „sad jeg oppe i det gamle Studereværelse og gen­ nemgik vel for hundrede Gang alle Sagens Akter. Jeg havde Feber af Ophidselse. In­ tet som helst Forsvar vilde kunne svække de Beviser, jeg havde taarnet op om Mor­ deren. Jeg følte Sejren var mig vis. Alt andet end selve Sagen var glemt. Jeg følte forud Sejrens Glæde, Opnaaelsen af mine Forhaabninger og Triumfen over Defensor, som var en af mine haardeste Konkur­ renter. Pludselig blev jeg forstyrret i min Hen­ rykkelse ved en let Støj, og da jeg vendte mig om, saa jeg Richard Harkton staa for mig. Jeg stivnede af Rædsel, idet jeg i første Øjeblik troede at være Ofret for en Hallu­ cination, men Mandens Stemme sagde mig, at han virkelig var til Stede. „Du arbejder paa at overbevise mig,“ sagde han mildt bebrejdende. „Hvordan er Du kommen her?“ spurgte jeg. „Jeg er flygtet fra Fængslet, og kommer nu — det er maaske taabeligt — for at bede Dig hjælpe mig at undslippe. Vi har jo været Venner, Moreland, og saa sandt jeg staar her, jeg er uskyldig.“ „Uskylgig !“ gentog jeg foragteligt. „Med koldt Blod dræbte Du din Hustru. Bevi­ serne er uomtvistelige.“ Han for’ tilbage, idet han, fortvivlet tryk­ kede Hænderne for Ansigtet. Den blotte Tanke, at han mulig kunde undslippe, gjorde mig rasende, og han maa have kunnet læse det i mit Ansigt. Harkton havde aldrig været nogen stærk Mand, men nu havde Indespærringen yderligere svækket ham. Jeg kunde let holde ham tilbage. Det var min Pligt som Embedsmand at gøre det. For saa vidt var den Handling, jeg nu fortæl­ ler Dig, retfærdig nok, men (Philip stand­ sede, idet han i voldsom Selvfordømmelse vendte sig mod mig) alligevel, det var at handle som en Djævel, at benytte denne Mands Liv som Trappetrin for min ærgær­ rige Stræben. „Men Du vil sikkert lade mig gaa nu og” ikke nægte mig den Chance, jeg har til at undslippe,“ sagde Harkton svagt, „Nej!“ raabte jeg, idet jeg rejste mig. „Jeg vil bringe Dig tilbage til Fængslet.“ Jeg greb fat i ham. Han gjorde ingen Modstand, og jeg kastede ham let omkuld paa Gulvet og bandt saa hans Hænder med et Haandklæde, medens han blot sagte mum­ lede: „Himlen hjælpe mig!“ Men disse Ord lyder mig i Møde fra Nattevinden, og hans

Øjne stirrer i haabløs Fortvivlelse paa mig fra hver en Krog. Jeg vil ikke nærmere beskrive Dig En­ kelthederne, om hvorledes han blev bragt tilbage til Fængslet, hvorledes jeg førte Sa­ gen mod ham, eller den Ros, jeg vandt, alt, hvad jeg behøver at sige Dig, er, at jeg vandt Sagen og Richard Harkton blev hals­ hugget.“ Ilden i Kaminen var næsten udbrændt, men dens Skær var dog stærkt nok endnu til at vise mig den Rædsel, der stod malet i Philips Ansigt. Hovedet var sænket ned paa Brystet, og han klamrede sig fast til Stolen med begge Hænder, som svævede han over en Afgrund og Stolen var hans eneste Tilflugt. „To Maaneder senere,“ vedblev han lidt efter stønnende, „fik jeg fuldgyldige Bevi­ ser for, at Harkton var uskyldig. Samme Aften sad jeg silde i mit Studere­ værelse — en Aften som denne, hvor Vinden suser i Grenene og Bladene ligesom hviske med hinanden. Jeg sad ved Bordet, ikke studerende, men derimod kæmpende med mit Hjærtes Samvittighedsnag. Jeg havde lige modtaget Udnævnelse som Dom­ mer, men min Ærgærrighed var død. Plud­ selig ligesom følte jeg, at der var nogen tilstede i mit Værelse; det var denne ufor­ klarlige Opfattelse, vore Nerver undertiden besidder, der sagde mig det; thi jeg hørte og saa intet; men da jeg drejede Hovedet, viste det sig, at min Anelse havde talt sandt. Der, just dér, hvor Richard Harkton hin Aften havde staaet, saa jeg en Haand, der var udstrakt imod mig. Kun en Haand. Jeg saa efter Haandleddet, Armen, Krop­ pen, men der var intet at se andet end en Haand, der strakte sig mod mig fra en mørk Taage.“ En Gysen gennemfor Philip, idet han fortsatte: „Og den Haand har siden altid været der, strakt ud imod mig. Jeg trodsede den Af­ ten efter Aften, prøvede at arbejde, at være mig selv, men det lykkedes mig ikke. Den Haand var værre end en Tyvs. der stjæler ens Gods, thi den bortstjal al min Iver og Ærgærrighed. Den drev mig ned her til dette Værelse, men ak, min Ven, Himlen hjælpe mig! den Haand er endnu stadig deroppe strakt ud — ved Dagens Lys og naar det er mørkt — altid, altid strakt ud imod mig. Der er gaaet mange Aar siden, og mange Gange er jeg gaaet derop i det Haab, at den skulde være borte; men altid var den der og den er der oppe endnu. Den piner og plager mig, den stjæ­ ler mit Liv. Den har standset min Løbebane. Se paa mig — et Vrag. Aa Gud, aa Gud! det er Richard Hark­ tons Haand!“ Han faldt overvældet tilbage i Stolen, og jeg sprang op, frygtende for at min Ven var et Offer for den frygtelig uheldbrede- lige Aandssygdom, som man har kaldet Hal­ lucinationer. „Philip,“ spurgte jeg ham i en alvorlig Tone, „er Du vis paa, at^ det ikke er en Indbildning?“ „Indbildning,“ gentog han, „Du mener en Hallucination. Himlen hjælpe mig, hvis det er saa; jeg har tænkt paa det. Jeg tror en Hallucination er uhelbredelig. Lad mig fortælle Dig, at min Bedstefader pintes lige til sin Død ved Synet af en Rotte. Det er Arvelighedens Jernlov. Jeg vilde være glad, John, hvis jeg vidste, det var en Aandehaand; thi saa maatte den kunne be­ sværges eller fordrives. Endnu er jeg ung nok til at vinde frem; men den Haand om­ klamrer min Strube, og langsomt men sik­ kert vil den pine Livet af mig. Den lokker mig til det Værelse tidt midt om Natten. Jeg føler, hvor den ligesom drager i mig, og jeg han ingen Modstand gøre. Det er en Hallucination, og den vil dræbe mig.“ Han ræsonnerede saaledes, men var ro­ ligere nu end da han fortalte mig Historien, og jeg saa deri et svagt Haab for ham. „Philip,“ spurgte jeg ham pludselig,

D e n u d s t r a k t e H a a n d .

N aar man vender hjem efter længere Tids Fraværelse, venter man ganske na­ turlig, at der er sket en Mængde Forandrin­ ger og forbeholdt En en Mængde Overra­ skelser; alligevel blev jeg højst forbavset over at se den Forandring, der var foregaaet med min Ven, Philip Moreland. Tyve Aar havde jeg været borte; men ikke desto min­ dre følte jeg straks, at hans forandrede Udseende skyldtes noget mere end Tidens blotte Paavirkning. Da vi for tyve Aar siden skiltes efter at have bestaaet samme Eksamen — han for at studere Jura og jeg for at rejse til Av- stralien, var han en kraftig, modig ung Mand, fuld af Energi og overordentlig ær- gjærrig. Og nu da jeg besøgte ham paa hans Kontor, fandt jeg et Vrag, en Mand gammel før Tiden med graasprængt Haar og Skæg og et rynket, indfaldent Ansigt. Først da jeg havde besvaret hans Spørgs- maal om, hvorledes det var gaaet mig, og efter at han havde meddelt mig, at hans Forældre var døde, og at han var ugift, berørte jeg hans daarlige Udseende, og bad ham i Kraft af vort Venskab fortælle mig, hvilken Ulykke der var overgaaet ham. Han stirrede paa mig i nogle faa Øje­ blikke, ude af Stand til at svare; Pupillerne i hans indfaldne Øjne udvidede sig, og hans Ansigt blev askegraat. Endelig talte han med sagte, hæs Stemme, og søgte forgæves at skjule sine Hænders Skælven ved at presse dem tæt imod Stolearmene. „Ja, John, Dig vil jeg fortælle det. Men Du vil blive det eneste dødelige Væsen, som vil erfare, hvad der har brudt min Energi og ødelagt de gode Udsigter, jeg havde, da Du rejste. Men her kan jeg ikke fortælle Dig det“. „Hvor kan Du da fortælle mig det?“ spurgte jeg. „Kom til mit gamle Hjem i Aften Klok­ ken otte.“ Præcis til den fastsatte Tid indfandt jeg mig hos Philip. Huset, han boede i, var gammeldags og laa skjult fra Gaden midt imellem høje Poppeltræer. En gammel Tjener, hvis fordums muntre Ansigt jeg mindedes, lukkede mig op og bad mig træde ind; der var en sørgmodig Klang i hans Stemme, som sagde mig, at ban tog Del i sin Herres Sorg, om han end ikke kendte Grunden til den. Philip ønskede mig velkommen med en mine, som om min blotte Nærværelse lin­ drede ham hans Sorg. Da han skruede tampen op, saa jeg, at det forøgede Lys skar ham i Øjnene. Han havde altsaa sid­ det og grundet i Mørke, sluttede jeg; han hak en Lænestol tæt hen til sin og bad mig tage Plads. Jeg bad ham skrue Lam- Pen ned, hvad han øjensynlig gerne gjorde, °g saa satte vi os ned foran Kaminen. Jeg betragtede nøje hans Ansigt, og trods halvmørket, opdagede jeg dog ligesom et Wimt af Haab i hans Øjne. »John,“ begyndte han, „Du har vel nok agt Mærke til, at dette ikke er det samme 1™dereværelse, som Fader brugte. Han foretrak, som Du nok husker, Væ- reiset oppe i øverste Etage, derfra hvor ®au havde saa god en Udsigt. Folk, der hger sig Studierne, synes altid instinkt- jnæssig at foretrække de øvre Etager. Jeg oldt °gsaa meget af Værelset og dets En­ somhed og benyttede det efter Faders Død indtil —“ Aan stoppede pludselig op, og der kom fortvivlet Udtryk i hans Øjne. Da jeg efte *ntet sagde, fortsatte han lidt »Men jeg maa begynde med Begyndelsen, g dersom Du, naar jeg har fortalt Dig alt, vil rfUnde antyde for mig Vejen til Frelse, Du være mere for mig end en Ven. Du 'U eg maa ^ e , J°hn. er frygteligt! , yed, hvilke lovende Udsigter jeg havde, v®Iae Breve har jeg fortalt Dig, at jeg oleven udnævnt til Advokat, Jeg vandt