S_FørOgNu_1915

FØR OG NU

N r . 22

15. NOVEMBER 1915

fattigt Vindue paa Kvisten ser en Urtepotte med en Gyldenlak i Blomst. Og det er denne Trangs Berettigelse, der har fundet Udtryk i det gamle, bibelske Ord om, at Mennesket ikke lever alene af Brød. Der skal mere til end at æde og drikke, hvis man skal kunne sige om os, at vi lever et Liv, der er Mennesker værdigt! 1 Sandhed — det er ikke uden Grund sagt om os Danske, at vi er et godmodigt Folkefærd, og det er velfortjent, naar man med et kollektivt Navn har kaldt os Allesammen Sørensen, et Navn, der klinger symbolsk, — Sørensen, Skikkelighedens og den aandelige Uinteressertheds Begreb. Har man færdedes ude i Verden og set den Kraft, Energi og flammende Begejstring, der rører sig i Dybet hos fremmede Folkeslag, griber man sig som Dansk ofte i sin egen Barm og

Hovedstad et saadant Ejendommelighedspræg; de var et væsent­ ligt Træk i dens Fysiognomi og tilførte den er, mild og hjem­ lig Ynde, der aldrig vil kunne erstattes. Materielt set var det sagtens en Vinding at faa skattet Bygge­ pladser til disse Tusinder af Huse i hæslig Kasernestil, men aan­ delig set var Talæt mange Gange større end Gevinsten. Man har talt om hygiejniske Fordele, — jo pyt! Saadan snakker de Ræve for de Gæs! Man fortalte os, at Voldene kunde være kønne nok, men de spærrede for Luftens Tilgang ude fra Landet! Hvem tror paa saadan en Krønike? Og var der virkelig Sandhed i denne Paastand, kunde der da ikke paa forskellig Maade — 1. Lks. ved enkelte Gennembrydninger hist og her — være sørget for at skaffe Luft? Nej — Magistraten vilde have sin Vilje, — og hk

D en sto r e R unddel i S tad sgraven ud for M idten af V an dvæ rket, s e t fra P ileg a n g en i D irek tør P o u lsen s H ave 1880.

den desværre! Saaledes har det altid været Sæd og Skik i vort kære Land, naar vi har trængt til at høre den store, brede Be­ folknings Mening! Der var Ingen, der spurgte om den, og af sig selv yttrede den sig ikke, ialfald ikke paa tilstrækkelig kraftig Maade! Hvad nyttede vel de Enkeltes Ramaskrig over den Vandalisme, man saa fuldbyrdes Dag for Dag, dengang man, som Digteren Kaalund sang i de vemodige, skønne Vers, trillede vore dyre­ bare Minder bort paa Skubkarrer? Nutiden krævede sin Ret, svarede man. Bort med al blød­ søden Ømhed for gamle Minder! Hvad er gamle Minder værd i klingende Mønt? Kan de parcelleres ud i Kvadratalen til Byg­ gegrunde ? Lad Poeterne klynke, saa meget de vil! Bort med al Øllebrødsbarmhjertighed! Det er Livet, det gælder, — Frem­ skridt og Hygiejne! Vi kan ikke leve af Poesi! Aa, nej! Men undvæ re Poesien kan et Folk nu ikke, lige saa lidt som det enkelte Menneske. Trangen til at modtage Skønhedsindtryk er nedlagt i os Alle. Det er denne Trang, der i det Smaa skaffer sig ofte rørende Udløb, f. Eks. naar vi i et

spørger sig selv om, hvad der mon skal til, for at vi herhjemim skulde vækkes af Døsen, saa at Befolkningen, naar Lejlighedei frembød sig, rejste sig alle som én Mand og krævede RespeK for sig og sin Mening. Ja, hvad skulde der til? Det er nok store Ting, hvis vi kn\t ter Haanden — i Lommen! Autoritetstroen ligger os i Blodet, o« hvad Byens vise Raad bestemmer for Dig og mig, det er na turligvis rigtigt. Og er det ikke os selv, der vælger Byens vis« Raad! Vor Bys naturlige Beliggenhed er saa skøn, at vi endnu to rose os af, at vi i København ejer en Hovedstad, der kan hal des smuk. Men dengang Voldene raseredes uden Skaansel. ble den berøvet sin kosteligste Perle i sin Skønhedskrans. Endnu ligger der en Voldrest tilbage. Man spørger uvilkaar ligt sig selv om Grunden dertil. Af Pietetshensyn er det saavis ikke! Thi denne sidste Voldrest henligger i en Tilstand, de burde beskæmme os dybt. Gaa en Dag ud paa Christianshavn o« tag selv Vandalismen i Øjesyn! Maaske hændes det, at En og Anden ved at se de molestere 216