S_FørOgNu_1915

N r . 16

FØR OG NU

15 A U G U S T 1915

Tivolis gamle Koncertsal (1863). Hans Christian, der tilmed er et Soldater­ barn, faar sine musikalske Begreber paa­ virkede af det Orkester, han daglig hører spille paa Flakhavens Øvelsesplads, og at hans spirende Evner som Komponist faar overvejende militære Impulser. I sin Alders fjortende Aar har han alle­ rede vakt Kenderes Opmærksomhed baade ved de nette Smaasange og de taktfaste Marsch-Melodier, han har komponeret, og disse Frembringelser er det da ogsaa, som tidligt skaffer ham hans første Værdighed i Livet som Trompeter ved det Regiment, hvor hans Fader har Ansættelse. Han er lykkelig og stolt. I sin røde Kjole med det lyseblaa Kraveopslag, i sin hvide Vest, med Sporer paa Støvlerne og Patrontasken ved Siden, rider han daglig i Spidsen af Eskadronen og trutter i sin Trompet. Nu er Ærgerrigheden vakt. Lysten til at komme bort fra Odense, for at fange Lykken i selve Residensstaden, vaagner i ham, ligesom den for en halv Snes Aar til­ bage i samme By var vaagnet i en anden Hans Christian, vor store Eventyrdigter Andersen. Og Lykken er ham god. Ved en Revue i Aarhus er han bleven præsenteret for Hestgardens Chef, Prinsen af Hessen-Phi- lipsthal, har gjort et gunstigt Indtryk paa den høje Herre, og da han snart efter ind­ giver sin Ansøgning om at maatte nyde Æren af at tjene ved Hs. Maj. Kongens Livgarde i København, bliver han bønhørt.

RaartUusbililiotUekets Samling.

Aaret efter — i 1829 — kommer han til­ bage til sin Fødeby. Desværre er der ikke noget Trompeter-Nummer ledigt netop nu, og han maa først i et Par Aar tjene som Hornblæser, inden han paany kan føre Tit­ len som Trompeter, hvilket Stamrullen fra hin Tid attesterer i følgende tjenstlige Vending: Hans Chr. Lumbye, født i Køben­ havn, 22 Aar gammel, 67Vs Tommer bøj, indsættes i Hestgardens anden Eskadron den 1. April 1831. Denne Udnævnelse betegner et vigtigt Vendepunkt i hans unge Liv. Korpsets øverste Herre er den regerende Konge, men Prinsen af Hessen-Philipsthal, som var liam gunstig stemt, er dets egentlige Leder, og i 1835 indtræder Hs. Durchl. Prins Christian af Gliicksborg som Ritmester a la suite ved Afdelingen og indkvarteres i Korpsets Ka­ serne ved Frederiksholms Kanal, hvor ban efterhaanden lærer at vurdere den lige saa dygtige som ærgerrige, unge Trompeter efter Fortjeneste og faar for ham og bans Slægt en Godhed, der bliver af Betydning senere, da Prins Christian designeres til Tronfølger og i 18G3 bliver Danmark Konge. Sen i Vendingen havde den unge Lumbye aldrig været og var det heller ikke i ha’r lighed. Aaret efter sin Ansættelse s0® Trompeter i Livgarden lader han s ig ''e 1 sin nittenaarige Kæreste, Københavnerinden Georgine Marie Hoff, og maa hurtigst mu ligt se sig om efter en Virksomhed, kan skaffe ham Supplement til den S1°J

og Lumbye til sene Tider være knyttet til hinanden med et uopløseligt Baand. Den 2. Maj 1810 kom H an s C h r is tia n L um by e til Verden i Kongens København. Faderen var Fynboen Rasmus Hansen Lumbye, Korporal ved det Kompagni af jydske Skarpskytter, der garnisonerede i Citadellet Frederikshavn. Hans Moder, Mar- greta Jønsdotter Malmgreen, var svensk­ født. Da Hans Christian er seks Aar gammel, forflyttes Korporal Lumbye til de lette Dragoner, der har Garnison i Randers. Paa Rejsen derover paadrager Drengen sig un­ der Istransporten over Bæltet en Ørelidelse, der paa hans højre Øre medfører en Døv­ hed, som fulgte ham gennem Livet, men som dog først, da han er højt oppe i Aa­ rene, og da den ogsaa angriber det venstre Øre, bliver af skæbnesvanger Betydning og endelig tvinger ham til at opgive sin Virk­ somhed. I Randers faar han Undervisning i Vio­ linspil hos Byens brave Organist, der, uden at ane det, lægger Grunden til sin Elevs fremtidige Berømmelse. Fem Aar efter forflyttes Rasmus Lumbye paany, denne Gang til Fyns Hovedstad, og David Sivertsen, Stadsmusikanten i Odense, tager nu fat paa den Undervisning, som Organisten i Randers slap. Odense var jo en af Landets storste Gar­ nisonsbyer, og i Byens Musikliv er det gan­ ske naturligt Militærmusiken, som domine­ rer, og lige saa selvfølgeligt er det, at