S_FørOgNu_1915

15. FEBRUAR 1915

FØR OG NU

Nr. 4

og for første Gang i sit Liv traf den fe- terede Skønhed en Mand, der ikke gjorde Mine til at stifte nærmere Bekendtskab med hende. Det kedede hende den første Dag, ær­ grede hende de to næste, og den fjerde Dag gav hun sig til at græde. Den fem te, sjette og syvende Dag udfol­ dede hun al den Elskværdighed og Ynde, hun raadede over, og det vilde ikke sige saa lidt, men R esultatet var langt fra at være smigrende. Naar hun havde sagt fire Ord til ham, svarede han høfligt, men kort,

rende Skønhed“, som hun kaldte D em ? “ Isabel følte den skjulte Snært der laa i disse ellers saa smigrende Ord. „Hvor skulde jeg vide det fr a ? “ sagde hun med en Ligegyldighed, der var paa­ taget, hvilket Fru Fane godt kunde se. „Jeg kan specielt godt lide „regerende Skønheder“, sagde han.“ „Det er vist en Særling,“ bemærkede Isa­ bel i samme ligegyldinge Tone som før. „Det er han, men De skulde høre ham t a le ! Han har været overalt og kan tale med om alt muligt; og hans Stemme lyder

Den unge Skønhed blev helt uhyggelig tilmode, da han var gaaet; hans Øjne havde været saa vilde, og der var et Ud­ tryk i hans Ansigt, der gjorde ham ganske ukendelig. „Mon jeg aldrig skulde komme til at e lsk e ? “ mumlede hun, idet hun trak en af Puderne paa Kanapeen ind under sit guld­ blonde Hoved og lagde sig til Rette for den lille Eftermiddagssøvn, hvormed hun styrkede sig til Aftenens Glæder. „Jeg haaber det ikke, hvis det skal gøre mig lige saa forrykt, som det gør andre Mennesker.“

og ignorerede hen­ de komplet Resten af den Tid, de var i hinandens Nær­ hed. Den første Fø­ lelse, der vaagnede i hende ved denne, som hun syntes, overlagte Ringe­ agt for hendes Person, var Skin­ syge ; Hr. Dudley kunde nem lig godt tale med de andre Damer, men hun var ham ganske ligegyldig. Efterhaanden gik det imidlertid op for hende, at han paa en Maa- de dog interesse­ rede sig for hen­ de, men af hvad Naturdenne Inter- , esse var, pinte hun sig forgæves med at udfinde. Hun opdagede ikke sjældent, at lians skarpe Øjne hvile­ de paa hendes Per­ son, naar han troe­ de, hun ikke saa det — hendes Hjærte kom til at banke, hver Gang hun følte dette Blik, hun syntes bestemt, det lignede en for­ elsket Mands, trods den urokke­ lige Alvor, der var i det. Der gik nogle Uger, medens Isa­ bel svawede mel­ lem Haab og Frygt, lidende alle de Kvaler, hun selv saa ofte og saa samvittighedsløst havde forvoldt an­ dre. — Isabel og Hr.

„Forfærdeligt!“ Solen var gaaet ned bag Højene, og forfrislcet af den rolige E fter­ m iddagssøvn gik Isabel ud paa V e­ randaen, da dette Udbrud naaede hendes Øre. Det var en Stemme fra Menneske­ mængden, der var stim let sammen henne paa Hjør­ net. „Hvad er d et? “ „Hr. Howard har Heldigvis faldt Aftenens Skygger over hendes Ansigt, ellers vilde man have set, at hun blev ligb leg ved at høre disse Ord. Hun tog sig sam­ men og sagde saa koldblodigt, hun kund e: „Men Gud dog — hvorfor?“ „Uden Tvivl i et Anfald af Sinds­ syge,“ svarede en pæn ældre Mand alvorligt. „Der er Sindssyge i Fam i­ lien .“ Isabel drog et dybt L ettelsens Suk. „Ja saa — det forklarer Sagen.“ II. Der var kommet en ny Logerende i det Pensionat, hvor Isabel Lorne boede. Værtinden, Fru Fane, maatte straks ind og for­ tæ lle hende det, for hun var stolt af, at en saa for­ nem og elegant skudt s ig !“

Dudley var alene i Spisesalen, hvil­ ket sjældent hændte. „Jeg troede ikke, De kendte Begrebet Kærlighed?“ sagde han. Isabels Hjærte hamrede, som det skulde sprænges; der var noget i hans Tone, der paa en Gang næsten gjorde hendes Haab til Vished, og hun besluttede at faa en Afgørelse paa Sagen med det samme. „Det var den Gang —,“ sagde hun, idet løftede sine nedslagne Øjne op imod hans og lod dem straale i al deres vidunderlige Glans — „før jeg traf Dem, Maurice.“ „De elsker mig altsaa, Isab el? “ En hastig Rødme farvede hendes Kinder og Hals. „Højere end m it Liv — højere end min egen S jæ l!“ , 1 Den Tavshed, der paafulgte, lagde sig is- koldt om Hjærtet, og det Blik, hun mødte, Østergade.

^ot. p. Elfelt.

Herre havde valgt at opslaa sin Bolig i hendes Pavluner. Isabel hørte paa Værtindens Beretning med vanlig Li gegyld igh ed; men da hun ved Frokosttid kom ind i den store Spise­ sal og saa dem Fremmede sidde i et Hjørne ved Vinduet og læse Morgenudgaven af „Times“, sagde hendes Instinkt hende straks, at den Herre var noget udenfor det alm in­ delige. „Hvem er h an ? “ hviskede hun i Forbi- gaaende til Værtinden.

som den herligste Musik. Og hvilke ud­ tryksfulde Øjne! — Efter m in Mening er han den mest bedaarende Mand, jeg i mit Liv har set, om man end kan finde mange, der er kønnere.“ Med disse Ord fjernede Fru Fane sig, indvendig tilfreds med at have tændt en Brand i Frøken Lornes H jæ rte; hun anede nok, hvilken Uro det kunde komme til at volde hende. Det var ingenlunde, fordi

„Gud, ved De ikke det endnu? Det er Maurice Dudley. Han er noget i M iniste­ riet. Alle Damer er rent forrykte efter ham , skønt det er let at se, at han ikke bryder sig om dem. Og det maa de godt vide, siger han. Hvad tror De han sagde til Fru Hinds i Aftes, da hun tilbød at præsentere ham for Dem — „Byens rege„Professor“ Hans Andersen Bang. den gode Værtinde nærede nogen Uvilje mod Isabel, der var hende overlegen i Skøn­ hed og personlig Tiltrækningskraft; kun syntes blot, at det kunde være interessant at se, hvad det kunde blive til imellem de to — en smuk Kvinde, der ikke brød sig om Mænd, og en aandrig Mand, der ikke brød sig om Kvinder. Isabel og Hr. Dudley mødtes hver Dag,