S_FørOgNu_1915_1

15. FEBRUAR 1915 N r . 4 _____________________________________________________________________ T________________________________________________________________ _ ____________ Nordsjællands skønneste Punkt. Fører paa Udflugter. FØR OG NU

sit stejleste Affald ned mod to vide D al­ strøg, af hvilke den ene, mod K atteg at vendte, udfyldes af Esrom Sø, det andet stræ kker sig i Retning af Nivaa, lige ned til Øresund. Skov og Mark med Smaabøl- ger og Sænkninger, med Marker vekslende i alle Farver, snart en B rakmark, som staar helt brunviolet i Lufttonen, snart en græs­ grøn Plet, snart et guldgult Felt, Smaa- huse og Gaarde med skinnende hvide Mure og enkeltstaaende T rægrupper veksle her m ilevidt, saa langt Øjet rækker, i endeløs Mangfoldighed. Skovlinie viser sig over Skovlinie: næ rmest Øjet, i Flugt med Sten- holt Vang stræ kker sig Grønholt Vang; over den, paa Esromsøs østlige Side, skinner F re­ densborg Slot blændende hvidt, ragende op

sin Vandring videre mod Nord møder Øjet en mørk Plet, det er Auderød Hegn; d er­ efter følger de kraftige Linier af Bakkerne, som skjuler Frederiksvæ rk; saa træ d er Tis­ vilde Hegn frem ; under det ses den graa Arresø, der paa Grund af sin Farve ikke er lige synlig til enhver Tid. I en Sænkning mellem Bakkerne Nord for den skimtes ved Solnedgang i Sommertiden stundom en spejlende Stribe af det fjerne K attegat. Saa løfter sig én mægtig sammenhængende Skovmasse, — den mægtigste i Danmark — mod Horisonten; nærmest ses Skovene om Frederiksborg, Lille Dyrehave, Tyve­ krogen, Stenholts Vang, bag dem Gribskovs bølgeformede Terræn, der op mod Maarum hæver sig til endnu større Højde end Skanse-

Skansebakken ved H illerød. V ort Land mangler Udsigtspunkter af be­ tydelig Højde; og om vi havde dem, vilde Fordelen derved være tvivlsom. De store Udsigter er overalt lunefulde Skøn­ heder; man kan godt besøge dem otte Dage i Rad uden a t faa noget som helst at se. Saaledes er Forholdet selv i Sydeuropas klare B jergluft; paa vore disede Kyster, hvor Kimingen næsten altid er sløret, og

hvor, naar man skærper Synet ved K ikkertens Hjælp, enhver Kontur i Horisonten sitrer for Sol og den altid blæsende Vind, vilde sagtens U dbyttet ved at se fra en Bjerghøjde, om slige fandtes, være maadeligt nok, De højtliggende Punkter, som vi have, fremvise vistnok saa temmelig fyldigt, hvad der overhovedet i vor Luft kan ses af dansk, landskabelig Skøn­ hed; blandt saadanne hører for Nordsjællands Vedkommende Skansebakken ved Hillerød til de prægtigste Udsigtssteder. Kun Maglehøj ved Frederiks­ værk og Haregabsbakkerne nordvest for Esrom Sø, kunne i saa Henseende strides med den orn Forrangen. Skansebakken er, mæ rkeligt nok, lidet kendt og paaagtet af den Turistskare, der mel lem Aar og Dag besøger H ille­ rød, og det til Trods for, at Vejen til den fra Byen er grumme kort. Fra Jæ gerbak­ ken følger man Kongevejens Lindealle til man har passeret Jernbaneviadukten; um iddel­ b art ovenfor denne drejer en mindre Landevej af til venstre, som kun gør et enkelt Slag udenom den højtliggende Ar­ bejdsanstalt og fra denne næ ­ sten i lige Linie fører op over Skansebakkens Top, hvis høje­ ste Punkt med Generalstabs­ mæ rket kun ligger nogle hun­ drede Alen til højre for Vejen. Stigningen er ganske jævn, og Gangen magelig, om end skyg­ geløs; mere end et godt Kvar­ te r vil man neppe være om fra Alleén at naa op til Ud­ sigtspunktet. Det mest overraskende og tiltalende ved dette er næsten at Udsigten saa at sige viser sig pludseligt; først ved Van­

mellem Træerne med sin Kuppel og sine m inaretagtige Skor­ stene; under det ser man By­ ens røde Tage skinne. Læn­ gere til Højre flyder Slotshaven i et med det fjernere Danstrup Hegn, der a tte r fortsæ ttes af Nyrup Hegn og Egebæksvang; over dem danner, endnu fjer­ nere K losterris Hegn den tredie af de indbyrdes adskilte Skov­ striber, mellem hvilke vide S letter med K rat og Huse lade sig til Syne. Mod Øst, hvor alle Kystens Skove ligger synlige i Dalen, svæver B likket frit, over Grøn- holts røde K irketaarn og hvide By, lige ud til Sundet; paa begge Sider af lave Hegns lille mørke, tæ tbegrænsede Skovmasse, ser man de hvide Sejl derude skinne, og Røgen af de forbifarende Dampere. Og endnu længere bort svæver Øjet; bag Landet ser man den svenske Kyst hæve sig, broget af Byer og Skove; østligst ses i klart Vejr tydeligt Lands­ kronas to Taarne. Nærmere end disse skinne Hveens gule Kyster i Solen, St. Ibs hvide Kirke ses k lart med blotte Øjne; om A ftenen ser man Fyret blinke. Østligst følger saa det mere k ratagtige Grøn­ holt Hegn (forskelligt fra Grøn­ holt Vang), og endelig sluttes Rundskuet paa den sidste F jer­ dedel af Store Dyrehaves tæ tte, mørke Kroner, hvormed vort Overblik begyndte. Man vil af denne Skildring forstaa, at det er en efter dan­ ske Forhold enorm vid og rig Udsigt som Skansebakken frem- byder. Endnu videre og rigere vilde den være, hvis det var rigtigt, hvad der oftere er sagt af ellers troværdige Folk: det paastaas nemlig, at man

Joh. Petersen.

N iels Peter N ielsen, „P u d se-P eter“.

12 Nørrebrogade.

dringens Maal kommer den fuldt til Syne. Er man uden at vende sig naaet op til Top­ punktet og saa standser og lader Øjet løbe Synskredsen rundt, kan man ikke andet end imponeres af det Rundskue, man har for sig P aa Bakkedragets sydlige Side lukkes den fjernere Udsigt af Store Dyrehaves tæ tte Højskov, der mod Vest forlænger sig ud i Præstevangs lavereliggende Trægrup­ per, mellem hvilke Horisontens Linier og det fjern t liggende Lyttrup Hegn allerede hist og her skimtes; under den ses mel­ lem Trækroner det nærliggende Sandvig- gaards hvide Gavle og Skorstene. Paa dette Punkt begynder den vide Udsigt, der indtager tre Fjerdedele af hele Synskred­ sen. Nærmest Skoven svæver Synet ud mod Egnen om Frederikssund lige til Ros­ kildefjorden, hvis smalle Linie skjules af den højtliggende Kyst, som hæver sig mere og mere op imod Frederiksværk. Det er vide Marker og Mosedrag; saa brydes det flade Land af Frerslev Hegns mørke Belte; efter det følger Toppene af den lille Tirsdagsskov, ragende frem over Bakke­ draget, der skjuler Hillerød By; kun Slot­ te ts slanke Spir løfter sig over det. P aa

sebakken. Mod Vest højner Fruebjerg sig med en enkelt Kuppel af T rækroner over de omgivende Toppe, nærmere ses de slanke Skorstene af Teglvæ rkerne ved Gadevangen ragende op over Skoven. Langs Skovgræn­ sen i Forgrunden kommer Jernbanelinien nu og da til Syne mellem Bakkerne; mod Nord forsvinder den i Skoven; men et skarpt Øje kan a tter paa dennes anden Side følge Lokomotivets hvide Dampskyer milevidt over Sletten paa dets Vej mod Snekkersten. Paa Skovens Øsiside sænke dens Toppe sig; over de prægtige Graners tæ tslu tted e Masse blaaner „Esromsøs vidunderlige Perle“, som man helt overskuer. Ved dens Nordside viser sig en Strimmel gule Mar­ ker; derover løfter sig skarpt tegnet Kul­ iens prægtige Bjerglinie, der er saa ulig alle danske Formationer. Vestligere følger Klosterris Hegn, flydende sammen med de andre Skove, der lukke for Horisonten helt ned til Gurre. Til denne Side — mellem Nord og Øst — er Udsigten rigest og skønnest; man skal her i Landet, vidt og bredt søge om Magen dertil. Skansebakkens Højdedrag har her

mod Sydvest i k la rt Vejr ser Spirene af Roskilde Domkirke. Vist er det at man kun et Tusind Alen nordligere kan se dem fra Højdedraget; i og for sig var der derfor fntet til Hinder for, at de kunde ses fra dette højtliggende Punkt. Ned­ skriveren af disse Linier har im idlertid aldrig set dem, og paa de Kort, der staar til hans Raadighed, gaar en Linie fra Skansebakkene til Roskilde over Skovens Nordvesthjørne. At in tet af det fjernere liggende Land for Tiden kan ses over denne, er i a lt Fald vist. Men fra et Hus paa Skansebakkens Top, var det ikke u tæ n ­ keligt, at Roskilde Domkirke vilde komme til Syne fra Vinduerne. Udsigten fra Skansebakken er, som man vil forstaa, skøn til alle Aarets og Døgnets Tider; interessant er den en St. Hans Aften, naar man ser Blussene lyse fra Issefjorden til langt ovre i Skaane. Men skønnest er den næ sten en tidlig Sommermorgen, naar den sølvhvide Taage endnu svømmer i Lav­ ningerne, og de højere Bølger af Land­ skabet dukker frem deraf som Øer. Saa er Synet ikke videst, men Skønheden maa- ske mest ejendommelig dansk-