S_EtVendepunktiKøbenhavnsHistorie
1 8 0 Finn Askgaard nige og mange officerer foran Østervold.238 De blev samlet sammen lidt uden for Vesterport og lagt bag Christian IV’s gamle forværk ud mod den daværende Kalvebodstrand. Her fandt de deres sidste hvilested, idet de den 17. og 18. februar dækkedes til med jorden fra den gamle vold, der dermed samtidigt sløjfedes. De ukendte svenske soldater må altså hvile i jorden foran den nuværende brandstation og over mod Tivoli.239 På dansk side var tabene ganske små. Højst 12 døde og næppe flere sårede. Det er ukendt, om der faldt nogle hol lændere. Derimod synes det vist, at der såredes en del un der angrebet på Christianshavn. Den 15. februar bad regeringen nemlig Københavns bystyre foranledige, »at til de siuge oc quæste hollandske folchs fornødenhed i wor kiøbsted Christianshafen blifver udskichet saa mange af de ledige senge udi compagniet, som i goedwilligen der til laans kand bekomme«.240 Det er at håbe, at de sårede hol lændere har fået de sygesenge, de så ærligt havde fortjent. Glæden over sejren var forståeligt nok enorm i hoved staden. Den største fare, som indtil 1940 har truet Dan marks selvstændighed, var blevet besværget. Det var ho vedstaden København, der havde brudt den frygtelige stormflod. Dansk energi, dygtighed og sammenhold har forvist aldrig givet et lykkeligere resultat. Det er med be rettiget stolthed, at københavnerne og hæren kan se til bage på disse begivenheder. Men det bør dog ingensinde glemmes, at en stor del af æren tilkommer Holland. Uden Obdams flåde var et udsultet København utvivlsomt fal det uden sværdslag, uden Piichlers tropper på volden hav de der næppe lydt lovsange i de københavnske kirker »for dend victorie (se jr ), som Gud os i gaar ofver wores fiender forleendte«.241 Den dansk-hollandske forsvarsalliance af 1649 havde der med endelig ført til sit logiske mål: Danmarks selvstæn
Made with FlippingBook