S_DeDanskeByerhverv_I

N Æ R I N G S L I V E T S OPKOMS T

65

Umægtig, Aandelig eller Verdslig, vore Embedsmænd (her Slotsbefalingsmænd) eller andre, at gøre Landkøb eller Forprang, uden til deres Bords eller Gaards Behov.« Men »Gaardens Behov« var et Begreb, der kunde udvides ret betydeligt, og det blev udvidet. Biddersmænd og Prælater blev Landets største Studeprangere og Købmænd, og i 1 5 13 lykkedes det disse to Stænder for første Gang at faa dette Overgreb aner­ kendt som Bet. I Christjern II.s Haandfæstning maatte Kongen love, hverken selv eller ved sine Fogeder og Embedsmænd at lægge nogen Hindring i Vejen for, at Prælater, Kirkens Mænd og Bidderskabet jo frit maatte handle med de udenland­ ske Købmænd. Der er her ikke længer Tale 0111 nogen Begrænsning, 0111 at Handel for deres Vedkommende kun skulde være tilladt med Produkterne af deres Gaarde, — de har 1111 , til Købstædernes Skade, ubegrænset Bet til at handle. Men det varede ikke længe, inden Kongen begyndte at beklippe denne Handels­ tilladelse, — som sædvanlig uden dog at hans Bud blev hørt. Det var først, da han efter Sveriges Erobring troede at være fast nok i Sadlen, at han skred ind med Styrke. I 152 1 udstedte han sit Forbud mod Handel uden for Købstæderne, og det skal gælde alle, »ihvad Stand og Værdighed de udi ere«. Og Meningen er ikke til at tage fejl af: »Kære Venner, som eder alle vel vitterligt er, hvorledes vi tilforn ofte have gi­ vet eder til kende og paamindet eder med vore Breve og Skrivelser, at I skulle af­ lægge den ulovlige Købmandsskab og Handel, som I slaa eder i, med alle Haande Varer at købe og sælge, som eder ej bekvemmer, vore Købstæder til stor Skade og Fordærv og imod alle deres Naader (d. v. s. Benaadninger), Friheder og Privilegier, som vi og vore Forfædre, fremfarne Konninger i Danmark dem undt og givet have. Vi have i Sandhed forfaret, at I ej ville agte dette, men aldeles forhærde eder der- udi; men vi hverken kunne eller ville paa nogen Maade tilstede, at saa længere ske skal, og have derfor gjort en Skikkelse paa al Købmandsskab, hvilken vi endeligen ville ubrødeligen skal holdes af alle baade Aandelige og Verdslige, ihvad Stand, Ære og Værdighed de ere udi, Bisper, Prælater, Ivanniker, Præstemænd, Abheder, Munke, Riddere, Riddersmænds Mænd, Fogeder, Lensmænd, Bønder og menige Almue.« Man vil af den sidste Tilføjelse se, at Kongens strenge Brev ikke blot gjaldt de to privilegerede Stænder, men ogsaa »Bønder og menige Almue«, det vil sige, enhver som drev ulovlig Handel. Tidligere havde det været almindeligt, at Bønderne paa Smaa-Øerne selv sejlede over til de tyske Stæder paa Østersøens Nordkyst, der var i de Tider, lige som endnu mange Steder i vort Land ingen synderlig hor­ skel paa Bønder og Fiskere, og de fleste var i Stand til at styre en Baad under Sejl, — og sælge deres Korn, Smør, Smaakreaturer og andet, som de kunde føre med i Baaden. Det var aldrig blevet dem forbudt, naar de kun sejlede om Dagen, »saa man kunde se, hvad de havde med at fare.« Men nu skulde Landbrugsprodukterne uden Undtagelse føres til Købstaden og sælges der. Og lige som al Handel blev forbudt Bønderne paa Landet, blev den ogsaa lor- budt Haandværkerne i Byerne. Kun deres egne Hænders Arbejde maatte de for­ handle. Men det skulde ikke være en Haandværker forment, at anbringe sine Penge i en Købmands Handel og gøre dem frugtbare paa den Maade, 0111 han ellers havde Baad dertil. Paa samme Maade som Christjern II. ønskede at fremkalde en bølelse hos B 0 1 - gernes forskellige Lag af, at de hørte sammen, og alle arbejdede i tælles Intel esse,