S_DeDanskeByerhverv_I
K Ø B E N H A V N U N D E R K R O N E N
64
Ogsaa for Færdslen til Lands sørgede Kongen ved Anlæg af gode Veje og Broer, Opførelsen af Kroer paa passende Steder, hvor de Rejsende kunde faa Mad og Natte leje og friske Heste, og endelig er Christjern II. Fader til det danske Postvæsen, idet lian ansatte Brevdragere rundt omkring i Riget. En Mand med et saa sundt og frit Blik maatte snart faa Øje paa det Byrde fulde og Hæmmende ved Lavsindretningen. Og det vidner 0111 Christjern II.s dyhe Forstaaelse af Tidens Brøst, at han forsøgte at raade Bod paa den største af de Ulykker, der fulgte med Lavsvæsenet, den Spaltning eller rettere de mange Spalt ninger, som det havde frembragt i Befolkningen. Christjern II. søgte at udfylde dem og fjerne de Skel, der modvirkede Opstaaelsen af en borgerlig Samfundsfølelse, og bestemte, at unge Mennesker, som vilde være Handelsmænd, ikke blot skulde lære at regne, læse og skrive, — man har altsaa endnu paa denne Tid kunnet tinde Købmænd, som ikke alle var. i Besiddelse af disse for en Købmand ret ønskelige Egenskaber —, men tillige skulde uddannes i et bestemt Haandværk, saa at de, om det skulde gaa galt med Handelen, kunde vinde Brødet ved deres Hænders Gerning, saa at de ikke behøvede at komme i Armod. Det var i Virkeligheden et yderst radikalt Skridt lige over for en Befolkning med en saa udviklet »honnet Ambition« som den københavnske: den tidligere af den velstaaende Købmandsstand ringeag- tede Haandværker blev paa een Gang stillet paa lige Fod med Byens velfornemme Mænd, og det har sikkert ikke smagt disse. Men heller ikke Købmændenes dyrebareste Privilegium fik Lov til at staa uan fægtet. Den gamle Bestemmelse, der udtrykkelig nævnes i Erik af Pommerns Brev, at ingen Haandværker kan opnaa Værdighed som Borgmester eller Raadmand, havde paatrykt Haandværkerstanden Præget som en ringere Stand i Staden end Handelsstanden, hvorfra disse Pladser alene skulde rekruteres. Ved en tilsynela dende ubetydelig lille Tilføjelse borttog Christjern II. det Bitre ved denne Bestem melse. Det skulde ikke længer være en Haandværker forment at konnne ind i Raa- det, ja ej heller at blive Borgmester, naar han havde ophørt at drive sit Haandværk. Om end det kun var de færreste Haandværkere givet at kunne trække sig tilbage fra deres Arbejde med Midler nok til at leve af og saaledes opnaa en saadan Ære, var dog Døren nu lovligt aabnet for enhver Borger i Byen til de højeste borgerlige Øvrighedsposter. Ogsaa Haandværkernes Privilegier, eller hvad de ansaa for et af deres vigtigste Privilegier, blev ramt til Gavn for Almenheden. De havde haft det i deres Magt — i egen Interesse — at hindre Tilgangen til Lavene ved den kostbare »Igangskost«, som fordredes ved Optagelsen af en yngre Mester. Men dette Vaaben slog Kongen resolut ud af deres Haand ved at bestemme, at der ikke af den begyndende Haand- værksmester maatte fordres, at han skulde gøre noget Gilde for Lavet, lige saa lidt som der maatte paalægges ham nogen Ydelse til dette eller til Borgmester og Raad. Alt sligt skulde for Fremtiden være ganske aflagt, og alt hvad der maatte fordres af ham, skulde være en rhinsk Gylden til Gudstjenestens Vedligeholdelse og intet ydermere. Vi har tidligere omtalt, hvorledes Købstædernes Handelsliv trykkedes ved Ade lens og Gejstlighedens selvtagne Ret til at drive Handel i stor Stil. Kongerne havde alt tidligere forsøgt at standse denne for Købstædernes Udvikling saa skadelige Tra fik, saaledes Christjern I., der i 1475 havde forbudt alle og enhver »Mægtig eller
Made with FlippingBook