S_CarlJacobsensLivOggerning

— 45 —

om de første og store Krav, som Fæ d r e la nd e t maatte stille overfor enhve r. Man havde i den S omm e r lagt Mærke til den Alvor, som p rægede Carl J., men h a n s .A l v o r v a r ikke m ind s t paa B ry llupsdagen ; i sin Tale for B rud ep a r r e t kom Pro fesso r Ba smu s Nielsen ogsaa til at b e rø re det. Carl J. va r ikke i Tvivl om sit Valg eller om Værd ien af den Hustru , han sku lde hjemføre, men det va r det skønn e T ræk i

Jacob sen s Karak te r, at Ansvarsfølelsen va r levende hos h am og at Livets al­ vorlige Øjeblikke g reb h am dy^bt. P a n ­ den k u n d e faa den betænkelige Bynke, saaledes som vi saa ofte ser det paa Billede rne af ham , ikke m i nd s t fra de sene re Aar. Der gives os næs ten Vished om, hvad de r da rø rte sig i han s Sind, ved de bevægede Ord, som h an efter 25 Aars lykkeligt Æg teskab som Sølv­ b r u d g om sk rev til sin Søn Helge og til de and r e Bø rn fra Berlin : Da jeg idag for 25 Aar siden førte m in B rud h jem som m in Hustru , da v a r een Tanke h e r s k end e i m it Bryst: at Vor­ herre vilde give sin Velsignelse til vort Ægteskab. Unde r Tro, u n d e r Tvivl, u n d e r Anfægtelser stod det k la rt for

m ig , at He r ren s Velsignelse v a r det Eneste, jeg kund e attraa, va r det Eneste, hvo rpaa jeg k u n d e bygge. Det va r mig de rfo r ligesom et lyk ­ keligt Varsel, at P rovst Hall, som viede os, i sin skønne Brude ta le tog Herrens Velsignelse som Tekst og u n d e r Bøn om d enne viede h a n Din Moder og mig. Den Dag idag er m in Bøn til He rren , at h an vil give sin Velsignelse til vo rt Æg te skab , til m in Ge rn ing i Ve rden og til m in e Børns Gerning. Det, som jeg h a r tænk t paa, n a a r jeg bad om Hans Velsignelse for m in Gerning , h a r h an givet mig. Jeg h a r set større F rug te r af min L ivsv irksomhed , end jeg for 25 Aar siden tu rd e d r ømm e