S_CarlJacobsensLivOggerning

— 199 —

og de re fte r b isatte i Vor F r u e Kirke. Da K ryp ten u n d e r J e s u sk irk en v a r bygget færd ig (1891), førtes K is te rne de rhen . Det v a r tung t ve jende Tider. Men om Ottilie g ja ld t det, som om h end e s Ægtefælle, at de ikke k u n d e i yd r e F o r s t a n d dvæle i Sorgen; de gemte den i de res Sjæls Bund som et Me llemvæ rende me llem dem

Carl og O ttilie Jacobsen m ed deres Børneflok.

og deres Gud, de følte Tabe t som en V ind ing for deres Pe rson lighed — men de k u n d e ikke, aande lig t talt, gaa sorgklædte. De, som fore- s taa r en mangea r te t og v id t fo rg rene t V irk somhed , de r uophø r lig k ræ ­ ve r Op træden udad til, nødsages i høj Grad til at lade deres inde rs te person lige Fo rho ld og huslige Liv være skilte som ved en Sk ranke fra de res Fæ r d e n udefter. Kongelige P e r so n e r k end e r det vel bedst, men Mænd og Kv inde r i en bo rge rlig Stilling af v idt spænd end e Ka­ r a k te r eller med Krav 0111 at rep ræ s en te r e h a r ogsaa E r fa r ing de rom . I F am ilie rn e paa Ca rlsbe rg v a r m a n øvet i at b eh e r sk e sin y d r e Op