S_Borgmesterbogen_1870-1928

238

H V E R V E T S TÆ N K E B O G

og ved direkte arbejder som istandsæ ttelsen af Kristianshavns vold. Arbejdet for den gamle by er både et fredningsarbejde og et arbejde for en levende bydel, som, skønt den har m istet ævnen t i l a t følge med færdselsudviklingen dog har sine sær­ egne af tidernes gang udgåede opgaver. U lykken er nærmest den, at man ikke endnu i den større del af byens borgerstand er kommet ud over de små ting som skilte og lygtepæle ; medens større sager som bevarelsen af det gamle fisketorv ved Gam­ melstrand eller grønttorvet på Højbroplads med de udmærkede lejligheder til at opfriske gamle tider glemmes under dagens travlhed. Når det kommer til de tekniske interesser som byplanlægningen omfatter så er det ikke just den kunstneriske forståelse som har overtaget. Det er frem tidsbyen med dens mange samfundsspørgsmål som ofte med tilsyneladende brutalitet griber ind i de ved individuelle studier skabte illusioner. En anselig literatur både i selv ­ stændige afhandlinger og i tidsskrifter har i den sidste menneskealder udfoldet sig som tegn på den vågnende interesse; men end ligger dette literære marked som et bælte omkring sagens kærnepunkter, omtrent som havekolonierne omkredser byen; medens det centrale i sagen, frem tidsbyen, kun lejlighedsvis giver anledning til vægtigere indlæg. Den egentlige grundvold for arbejdet, forståelsen af byens ku l­ turværdi og oprindelse, betragtes som oftest som noget g ivet, noget som ikke kræ­ ver særlige undersøgelser, medens forhold vedrørende kunst og smag optager inter­ essen. Vor historie siden Norge udskiltes af riget har været som et drivhus for frem­ elskning af sansen for de små ting. „Vi er et lidet fa ttig t land“ var det nationale suk som udviklede sig til at blive en tros artikel. Men da v i nu belaver os på at have en m illionby som hovedstad, medens samtidig landets grænser udvides og rigstan­ ken vinder frem til forståelse, er det berettiget at håbe på at sansen for det større igen må spire frem, som en følelse af at v i har videre til væggene og højere til lo ftet end fædrene i de nærmeste led havde. Dette v il både fædrelandet vel , th i det punkt hvorom vor estetiske opfattelse må dreje sig, er det punkt hvorfra v i ikke kan fjerne os ret langt uden at komme i fare for at forvilde os, eller for at tabe forbindelsen med det hjemlige, det folkeegne, det nationale. Det internationale ligger i horizon- ten og må blive der, og der synes det jødiske elements opgave at ligge, ti jøderne er det eneste folk, den eneste race som etnografisk er istand til helt at løsrive sig fra hjemfølelsen og 2000 års erfaringer har befæstet denne ævne. En kunstner kan studere og tilegne sig klassiken i dens græske eller romerske former, på samme måde som en linguist kan tilegne sig et fremmed sprog, men v il selvfølgelig forblive rod­ løs i disse periferiske egne undtagen når han tilhører den internationale semitiske race, hvis bopladser er fordelte mellem alle klodens civiliserede folk, uden at dette forhold i væsentlig grad påvirker deres specielle sammenhold. For jøden er det na­ turligt at fordybe sig i kulturens og tidsalderens flotsam, th i han mangler den n a ti­ onale ånd. Han kan som digter eller bildende kunstner arbejde sig ind i nationale retninger af det folk han tilfældigvis er født imellem, men kun for disses, ikke for sin egen races edification. Vore nationale kunstnere vilde gøre vel i at tilegne sig dette synspunkt; de vilde derved hurtigere opnå at finde fast grund under fødderne og hurtigere nå resultater af værdi. Glemmes må det jo ikke at forbindelsen med de internationale strømninger aldrig må ophøre thi dette isolerer de nationale bestræ­ belser. Den internationale kultur giver sig tydelige udtryk i tekniske og økonom i