S_Borgmesterbogen_1870-1928

228

H V E R V E T S TÆN K E B OG

og derfor ikke tå lte nogen lang ven tetid , men solgtes i visse kvarterer nar den ikke kunde tåle ventetiden . Der var stadig uro i ghettoen fordi inspektørerne kom med deres petroleumskande og ødelagde den billige fisk. E t v ig tig t sanitært hverv ligger for os i udvidelsen af byens beplantede arealer og disses vedligeholdelse og renlighed. Planten er jo skabningens bedste ven og det gælder, som Walt Whitman sagde: om at få to græsstrå til at vokse der hvor der kun groede et før“ ; græsstrå naturligvis ikke taget bogstaveligt. Man må opmuntre den almindelige folkelige trang i byerne, til at have grønt og blomster så nær som muligt gennem den kun altfor korte sommer og husets glugger fyldte med blomster resten af året. Men hvad det særlig gælder om når naturdyrkningen indflettes i vort sanitære krav, er at anstrængelserne rettes mod parkanlæg i store simple træk, hvor større vægt kan lægges på brugen af arealet end på nydelsen gennem øjet alene. Man kan godt have arealer i græs og beplantning således som disse bedst passer for familjernes udflugt i det grønne, og man kan overlade en god del mere til naturens egen udvikling og en del mindre til gartnerens spade og rive, blot man sørger for den landskabelige harmoni mellem terrain og beplantning. Civilisationen giver sig ofte mærkelige udslag idet kulturen lægger sig som en maske over naturen. Da Romerne indførte deres gigantiske circusforestiflinger med alle slags kampe, fulgte moden i tidernes kølvand og gjorde ragede og tætklippede ansigter og hoveder til en nødvendighed fordi langt hår og skæg indeholdt en fare under personlige sammenstød der udsatte bæreren for uundgåelige ydmygelser. Vi ser hvorledes en uvorn pøbel nu trækker i jødens lange skæg og i kineserens hår­ pisk, netop fordi disse er påfaldende undtagelser mellem nutidens barberede og hårdresserede folk som vedblivende følger den romerske mode. På samme vis ser vi de offentlige parker vedbliver at eftergøre slotshavens velplejede bede og gange, skønt opgaven er så forskellig som de to anlægs publikum er forskellige i tid og livsfor­ hold. For slotsherren og hans folk passede den lukkede park med de fredelige gange, hvilepladser og udsigter så vel, medens byfolket må kræve plads for sammenstim ­ linger og gange og hvilepladser af en anden karakter. Næst efter solen er ilden altså bedst for mennesket og ildens typ iske form i hygiejnisk henseende er den huslige arne som bringer varme og velvære og som gør fødemidlerne hygiejnisk skikkede til at nydes. Men arnen er i udv idet forstand hjemmet, og hjemmet betinger hus under tag. Hvadenten man bruger mundheldet at „sætte foden under eget bord“ eller man på den anden side af vandet drager ind undertones own rooftree“,så er det boligen hvor solen udøver sin livsbringende ind ­ flydelse og hvor ilden er tæmmet og taget i menneskets tjeneste. Som social opgave betragtet, er tidens løsen med hensyn til byboligen, at komme bort fra kasernesy­ stemet, til det lille hus med have i række eller fritliggende. En opgave som jo ikke er så ligetil, hvad de moderne havebyplaner viser, idet man her som regel er b levet vildledt af sit ønske om at enhver familje bør forsynes med det samme mål af hygge og plads som havebyens skabere ønsker for dem selv. Derfor bygges der i disse huse lejligheder med 5—6 værelser som hovedtype, medens mindre lejligheder fø l­ gelig anbringes i de mindre heldige pladser. At dette er en skæbnesvanger v ild fa ­ relse viser sig ved at proletarbegrebet derved uddybes til at om fatte enhver som omstændighederne forbyder brugen afstandard lejligheden. Den sociale boligopgave må nødvendigvis opfa'tes som betinget af minimumslejligheden — af etværelses