S_Borgmesterbogen_1870-1928

216

H V E R V E T S TÆ N K E B O G

lade en generalplan af byen være permanentlig udstillet i byens rådhus. Denne kunde bestå af skiftelige kortdele for hver kvadratkilometer, hvorpå alle fore­ slåede forbedringer kunde vises. Manglen ved fremskridtsbevægelsen blandt borger­ ne er blandt andet den, at man ikke har noget fast holdepunkt eller middel til over­ sigt, men må nøjes med små stykkevise planer som ingen forestilling giver om h v il­ ken virkning på byens plan i sin helhed eller i forhold til andre samtidige forbed­ ringer, et forslag frembringer. Borgernes interesse for byens fremgang vilde ved en sådan generalplan øges betydeligt og kendskabet til byplanens tekniske fremstilling vilde udvides. Men dette har mindre betydning sammenlignet med den trusel der svæver over det civiliserede samfund og har sin oprindelse fra den demagogiske praksis at lefle for vælgerne istedetfor at sige sandheden selv om denne er mindre behagelig. Denne praksis er så gammel som det parlamentariske liv og lader sig næppe mildne i nogen væsentlig grad. Den har nu ført til at enkelte af samfundets lag, i kraft af stemmetal og hensynsløse krav truer statens tilværelse. Generalstriker er krigser­ klæringer mod samfundslivet og forståes og beny ttes som sådanne. At undergrave hærens og politiets moral, ved at forføre disse til striker, er samfundsopløsende. At agitere for strike blandt besætningen på handelsflåden, på jernbaner, sporveje, post og telegrafvæsnerne er at udsætte samfundet for lidelser, da de strikende i disse fag volder skade som de umuligt kan erstatte. Det indstiftede forligsvæsen er ikke stærkt nok. Der er et hul i grundloven her som må stoppes ved skærpelse af ansvars- begrebet og kampe herfor som er uundgåelige må tages op fra statens side. At kalde det samfundslag, som nu stiller de største fordringer, for proletarer er vildledende, thi den besiddelsesløse men stræbsomme borger hører til en svindende del af sam­ fundet. Det er plebokrater fra alle samfundslag som rotter sig sammen mod det or­ ganiserede samfund — folk med en forvildet moral som fremkalder bevægelser hvor rovdyrsinstinkterne tager magten fra de besindige. Sålænge denne kamp vedvarer er al bybygn ing truet, men når man alligevel fortsætter sine bestræbelser for at bedre befolkningens livsvilkår i dennes samlingspunkter, så er det fordi man føler sig forvisset om at samfundet v il kunne gennemgå den plebokratiske krise og gå styrket ud af kampen. Striden mellem legeme og sjæl — mellem ånd og materie, er så gammel som civilisationen og har sat sit præg, sit varige spor, også i den sociale markedsdrifts ud ­ vikling og har der voldet en kløvning som i middelalderen, på den tid da vore byer udviklede sig til købinge, førte til borgen og klosteret som disse to retningers rivali­ serende midtpunkter. Havde Rom ikke været det berømte internationale centrum søm det var på den tid, da kristendommen sejrede, eller hvis denne havde fundet et m idtpunkt udenfor dette store verdslige marked, vilde pavedømmet have skabt et stort åndeligt centrum sorri kontrast til det verdslige, på lignende måde som de græ­ ske nationale centre Eli og Olympia skilte sig fra Athen og Corinth. Men v i har mange steder set klostrene udvikle virkelige sociale centre eller stationer hvorfra kunst og videnskab spredtes over barbariske egne. Denne bevægelse er ikke endt endnu og v il vel næppe ende sålænge der er mennesker på jorden. Det har derfor sin interesse at notere moderne eksempler i den retning, og vi har et ret fremstående eksempie i Zion City mellem Chicago og Milwaukee i U. S. A. Der var det en lægpræ­ dikant Dr. Alex Dowie som samlede sig en menighed i Chicago i halvfemserne, hvor