S_BilledeborgenKøbenhavnsRådhus_1905-2005

Samarbejde i nutidig forstand mellem arkitekt og ingeniør fore­ kom kun sjældent. Der var endnu tale om to skarpt adskilte discipli­ ner. Særlig radikalt kom det til udtryk i arkitekturkritikeren John Ruskins reaktion på herregårdsgartneren Joseph Paxtons berømte glas- og støbejernsbygning til Den store Udstilling i London, Crystal Palace 1851. Var det virkelig svaret på århundreders arki­ tektoniske stræben, spurgte Ruskin - et drivhus! Herhjemme provokerede Vilhelm Wanscher den anden vej, da han en aften omkring 1920, til tangomusik og i løftet stemning, pegede op på billedhuggeren Kaj Nielsens ateliervindue og prokla­ merede, at sådan et jernvindue ville ingen af de tilstedeværende moderne arkitekter turde bruge i et boligbyggeri. Det kom de til. Men Martin Nyrop var allerede tyve-tredive år tidligere vågen over for moderne muligheder, også når det gjaldt varme, ventilation og teknik. Varmecentralen Kedelhuset blev byg­ get længere henne ad Vester Voldgade med egen skorsten, og damprørene ført frem og retur i en tunnel under jorden til Rådhusets kælder, der fungerede som ét stort udvekslingskammer med friskluftbrønde og befugtningsanlæg. Luftvarmen blev ført op gennem kanaler i murværket, og venti­ lations-systemet havde udluftning i tagets karakteristiske tindemure over kippen. Sådan fungerer systemet i princippet den dag i dag, nu blot med damp fra Københavns Energi. Rådhushallen i København har to hovedfunktioner - at være dagligt fordelingsrum for en del af trafikken rundt i huset, og at være offentlig festsal ved større begivenheder, end den egentlige festsal kan rumme. Det er formentlig en del af forklaringen på rummets ejendommelige blandede fremtræden. På én gang kan hallen under sit glastag opfattes som et middel­ alderligt torv, og som den indvendige gård i et italiensk renæssan­ cepalads.

Mellem lagene af glastage over Rådhushallen. Trisseværkerne styrer de hvide gardiner under loftsglasset.

64