S_BilledeborgenKøbenhavnsRådhus_1905-2005

»Men«, fortsætter Shamrock, »er børn og barnlige sjæle ikke et begreb uden for tidens strøm? De har altid været der og vil altid være der. En verden uden ville være en umenneskelig verden. Derfor skal man også være forsigtig med at sige, at en kunstner som Bundgaard, hvis sjæl var og blev barnlig mere end nogen andet, at han hører fortiden til.« For i kampen mod sine underjordiske fjender, som han kaldte dem, blev hans sårbare sind besk - han væbnede sig med »en for­ bløffende blanding af galde og munterhed, som man kunne tænke sig, at en ase ville være det i et Bundgaardsk Valhal.« Anders Bundgaard hørte til en kunstnergeneration, som kom til at udgøre en jysk bevægelse i hovedstadens kulturliv: forfatterne Jakob Knudsen fra Agger sund, Johs.V. Jensen fra Himmerland, Jeppe Aakjær fra Salling, Johan Skjoldborg fra Hannæs og Thøger Larsen fra Lemvig. Arkitekten Nyrop kommer fra Holmsland Klit, og billedhugge­ ren Anders Bundgaard fra Rold og Rebild, med stampende Cimbrertyr i Alborgs moderne gadegennembrud, og trækokser ved Københavns Toldbod, hvorfra andre jyder samtidig emigrerede til USA for at søge lykken. Litteraturprofessor Vilh. Andersen, der karakteriserede den jyske forfatterkreds som romantisk-realistisk kårede hjord- og hyrde­ drenge, havde også sans for sin ungdomsven Bundgaards indsats. For det første hører der til en ordentlig borg altid en isbjørn som vagtdyr, skriver han, med henblik på Rådhusets omdiskuterede tagudsmykning. For det andet har han oplevet Bundgaard som rej­ sende i Rom ved århundredskiftet 1900, skriver han i sine minde­ ord, Nationaltidende 24.9.37: »Bedst af vore kunstvandringer husker jeg en dag, hvor han førte mig hen til et sted, hvor han ville vise mig noget, og ligesom vejrede sig derhen gennem en vrimmel af smågader. Det var Fontana della Tartarughe ved Palazzo Mattei, brønden med skildpadderne, der havde lært ham mere end Fontana Trevi« - og understreger dermed den barokke grovhed i Bundgaards arbejde.

1 2 0