S_BilledeborgenKøbenhavnsRådhus_1905-2005

altid følt sig fristet til først at tænke på blokken den skulle laves i. D et var materialet, han i første omgang arbejdede med. Og at stenene skulle sidde et bestemt sted i en bygning., kunne kun være en fordel, fordi der er liv i en bygnings masser. Samspillet af murenes længde og højde og retning, af hullerne, der fører ud eller ind i bygningsklodsen, er netop kræfter, som billedhuggeren kan arbejde med, så hans former af sig selv får den vægt og betydning, som Sinding troede, han kunne give dem ved en teatralsk opstilling eller et dybsindigt emne« - forklarer sønnen J.A.Bundgaard også i sin kronik, der ligesom andre citerede artilder er fundet i Sigurd Schultz’ udklipsarkiv på Danmarks Kunstbibliotek. I sine egne optegnelser til Weilbachs Kunstnerleksikon skriver Bundgaard, at han har følt sig hånligt behandlet af sine billedhugger­ kolleger, som mente, at han mekaniserede kunsten ved at bruge tryklufthammer til granit, indtil de selv tog ved lære. I det hele taget følte han sig aldrig særlig værdsat. »Under jorden kan jeg vel få at være«, citeres han for at have sagt om sitTingbæk- projekt »med et lune, der kun var alt for tynd en skal over et ulmende misnøje.« Det er signaturen Shamrock, der skriver nekrolog i Nationaltidende 21.9.1937: »Tingbæk, fødeegnen, var altid i hans tanker, som nok dér kunne finde den hvile, de ledte om andetsteds. Der kunne han realisere en drøm, der mere end alt maler mennesket Bundgaard: I Tingbæk Kalkgruber kunne han slæbe sine værker sammen til et trodsigt privatmuseum i gibs, selv det mægtige Gefion.« Og: »Børnene og de barnlige sjæle vil altid elske denne Danmarks eneste fos med dens kolossalfigurer.« Måske er det Brygger Jacobsens holdning, der nager Bundgaard. Bryggeren henviser samtidig kunst til bygningsudsmykning, mens museernes og glyptotekernes samlinger skal tage sig af det æstetisk opdragende moment.

En granitdrage snor sig ned ad trappen fra Rådhushallen til grønnegården. Og glubske hunde er i kort snor ud mod Rådhuspladsen. Dramatiske figurer i modstrid med den lidt latterlige politibetjent på et a f bygningens hjørner. Han ligner en udstillingsfigur i et her­ remagasins vindue, mente samtiden. Se de følgende sider.