Rosenborg_1914

214 omtalte Istandsættelsesarbejder var blevet nogenlunde rustede til at modstaa Tidens Tand en Aarrække endnu, var Slotsbroen, der førte over Graven ind til Porten, i 1781 saa forfalden, at man ikke dris­ tede sig til at køre over den. Da samtidig Bolværket i denne Del af Slotsgraven, mellem Portbygningen paa den ene Side og Kom­ mandantboligen med Domestikbygningen paa den anden, viste sig fuldstændig ødelagt — allerede i 1774 var et Stykke af Sidebyg­ ningen ved Gartnerboligen skredet ud i Graven — besluttede man af Sparsommelighedshensyn at tage Broen bort og fylde Slotsgraven op samt benytte Stenene fra Bropillerne til et Par Dæmninger for Enderne af Opfyldningen ud mod de to Sidegrave. Til Fyld an- vistes den gamle Skanse, Bakken, paa den nordlige Bastion. 18. Oktober 1781 fik Bentekammerets Indstilling om disse Sager kgl. Approbation, og Arbejdet maa antages straks at være paabe- gyndt. Men umiddelbart efter er der kommet Kontraordre, ti i Stedet for at nedbryde Broen, gaar man i November skyndsomst i Gang med at sætte den i Stand, for at Hs. Durchlautighed Prinsen af Württemberg uden Fare for Liv og Lemmer kunde køre ind paa Bosenborg, der var bleven ham anvist til midlertidig Bolig. Op­ fyldningen af Graven blev ud paa Foraaret standset paa Grund af den Stank, den fremkaldte, og som gjorde Opholdet ulideligt for Prinsen. Først i 1783 blev Vindebroen borttaget, og kort derefter maa vel Skansen være jævnet med Jorden og Graven fyldt til19.) Aaret efter var Rosenborg paany Genstand for Angreb fra de militære Myndigheder, hvilket var saa meget farligere, som de ud­ gik fra en Mand, General Huth, der stod den unge militærinteres­ serede Kronprins og Regent meget nær som hans fortrolige militære Raadgiver. Og Kronprins Frederik havde desværre i sin Soldater­ begejstring ikke sine Forfædres Pietet for Slægtens Minder. General Huth havde, mulig vejledet af St. Germains Planer, faaet den Tanke, at Rosenborg Have var det rette Sted for Opførelsen af den Kaserne, som han paa Ingeniørkorpsets Vegne, han var selv Ingeniørofficer, interesserede sig saa stærkt for. Og Kronprinsre­ genten fandt intet herimod at indvende. Det var Overhofmarskallen, Geheimeraad Numsen, som traadte i Skranken for de civile Interesser. I en allerunderdanigst Forestilling gjorde han opmærksom paa, at den nve Kaserne vilde indskrænke saavel den Plads, der var forundt J j Publikum til Promenade, som Køkkenhaven, der leverede Grønt­ sager til Hoffet og endelig Frugtplantagen »som bortgaar med et