RoforeningenKvik_1866-1916

1 0 2 sesfest i Baadehuset paa Langelinie, og fandt jeg der mange fornøjelige Medlemmer, der med Liisberg=Larsen i Spidsen tog kraftig fat paa at rense ud, hvad der i Vinterens Løb havde samlet sig af Støv og andre rare Ting, og Baadene fik en rask Omgang med Sæbevand for bag efter at blive lakerede, saa de straalede som ny; se, det er nu alle disse Medlemmer, der gaar til Nytte ved given Lejlighed, og som gør det uden at gøre Fordring paa at blive bemærket, der er til saa uhyre stor Gavn for en Roklub, ja, jeg kan godt sige, de er ganske uundværlige. A propos — uundværlig — er der nogen, der er uund* værlig, naar man skal nævne en enkelt Person uden at for* nærme nogen anden, saa er det Toxvævd, ja hans Lige har jeg aldrig stødt paa. Slider, som han er, har han for »Kvik« gjort et Arbejde saa stort, at kun en Familiefader kan tænkes lig ham. Vil man spørge, hvori bestaar da dette store Arbejde, han udfører, da vil Svaret falde i »Alt«, stort som i smaat, udadtil som indadtil, og Resultatet er ogsaa, at man om ham kan sige, at han absolut ingen Fjender har og kun Venner, og da dette uomtvistelig er Tilfældet, tror jeg, at det er det bedste Bevis paa, at Tox er uundværlig. Saa er der Lauritz Jensen og Ernst, hvoraf førstnævnte har virket som Rochef og sidstnævnte som Rolærer i de sidste Par Aar, og det er nærmest disse to Herrer, jeg selv person* lig ligeledes som Rochef har haft direkte med at gøre, og jeg maa lade dem, det er to storartede Mennesker begge to; vi var alle tre paa samme Hold i 1912, hvor vi med vor fine Tagaare Valdemar Aunsø havde en virkelig fornøjelig Sæson baade hvad Sammenholdet og Resultatet angik, takket være vore meget energiske og utrættelige Trænere Hr. Forretnings* fører Aage Chr. Rasmussen og Hr. Grosserer Bredfeldt. I dette Aar 1916, hvor der er gjort et oprigtigt Forsøg paa at give »Kvik« en god Repræsentation paa Kapronings* banerne, har saavel Lauritz Jensen som Ernst lagt et ganske overordentlig kraftigt Arbejde for Dagen, et Arbejde, som kun indviede kan bedømme, de har været paa Færde saa at sige altid, stadig higende efter at naa det mest fuldendte, og trods de var Venner, har de dog altid undgaaet det evindelige Snakken hinanden efter Munden, de har altid grebet Sagen