RegensenGennemHundredeAarAfKnudFabricius_1923

212

PORTNERSAGEN

bogen, men i August er man lige vidt. Navnlig Oktober er dog en slem Maaned. De Adjektiver, som »upaalidelig«, »mistænkelig«, »yderst snakkesalig«, »salig og vrøvlevoren«, samt det gode, gamle »snyde­ fuld«, der hæftes ved Portneren, varsler ilde; det viser sig da ogsaa, a t Gram i Maanedens Slutning »taler alvorlig« med Portneren. Men først da Jensen efter flere mindre Bedrifter i Novembers Begyndelse d. 18. ds. havde gjort Skandale paa Frueplads, saa a t han maatte følges hjem af Konduktør Hansen og Prof. Warncke, skete der noget. Dette bestod i, a t Gram ta lte med Stipendiebestyrelsens Formand om, a t denne skulde true Portner Jensen med Afsked, hvis han ikke bedrede sig. Delinkventen kom »aldeles sønderknust« op til Gram. Og se! »Da han i sin fulde Tilstand havde forslaaet sit Hoved stærkt og saaledes faaet Straf for denne Gang, lod jeg mig bevæge til endnu en Gang a t skaane ham.« Naturligvis var dette ganske frugtesløst. Endelig i Decbr., da Portnerens Opførsel i de første Dage havde givet Anledning til talrige Indførsler i Provstedagbogen, havde Gram en Konference med hans Kone, som meddelte, a t han næsten aldrig var ædru og drak alt op, saa a t hun ikke havde noget a t klæde og føde Børnene for. De blev enige om, a t man skulde se a t faa ham bort til en Broder paa Møn, og Gram lovede til Gengæld a t hjælpe hende til i det mindste foreløbig at beholde Stillingen. Efter i henved seks Aar a t have truet, var Hammeren altsaa endelig faldet. Men n e j! Hans Jensen lovede naturligvis a tte r Bod og Bedring, og hans Hustru bestormede, da det kom til Stykket, baade Provst og Provstinde »saa inderlig« om Tilgivelse for Manden, a t Gram endnu en Gang lovede Langmodighed. Portneren fik sig en ny »Rivaf«, denne Gang hos Stipendiebestyrelsens Formand, og 1865 gik til Ende, uden a t nogen Forandring var sket. Er man i Tvivl om Fortsættelsen? D. 14. Jan. 1866 er Portneren »nogenlunde ædru«, d. 18. »blisset«, d. 19. »beskjænket«. Fra d. 20. til d. 23. er han ustanselig »salig og vrøvlevoren«. A tter truer Gram, atte r kommer Konen for a t bede for ham, og — »han fik foreløbig Lov til a t blive«. Februar var mærkelig nok stille, men i Marts var Portneren gentagne Gange »mistænkelig« eller i det mindste »ikke paalidelig«. D. 5. April skriver Gram: »Endelig idag er Poitneren ædru,« men det var ogsaa den eneste Solskinsdag i denne Maaned, og i Maj svirede han uafbrudt fra d. 1. til d. 6 . Saa blev det endelig Alvor, Portneren suspenderedes og sendtes til Møn, og Tjenesten overdroges til hans Kone i Forening med Regenskarlen. I sin Indstilling om Suspensionen erklærer Gram, a t han nu har