Regensen_1858-62

91

som etwas noch nie dagewesenes, slog vi os sam­ men i et storre Antal og bestilte Pladserne hos Direcleuren, som saa gjerne indrømmede os en Ha­ bat, formodentlig for at trække os til Huset og for at vi skulde virke som Claque og derigjennem bi­ drage til Stykkernes Succes. Især var Kammeraad Lange, Folketheatrets Directeur, opsat paa at drage os til sig. Netop i de Aar viste der sig et Phænomen, der ligesom cn Comet, for nogen Tid lagde vældigt Beslag paa Interessen. Det var den da saa berømte spanske Dandserinde Señora Pepita da Oliva. Samme Pepita nød fra Udlandet stor Berømmelse. Her havde man aldrig seet noget lignende. Hun kom, saae og seirede, ligesom Cæsar. Det lykkedes hende lige straks fra Begyndelsen at sætte Byen paa den anden Ende. Begeistringen for hende var uhyre stor, pludselig og voldsom. Alle maatte ben at se hende. Mange, endog alvorlige ældre Herrer, om hvem man ikke skulde have troet det, bleve grebne af et sandt rabies Pepitica. De skabede sig saale- des, at de bleve til Nar for alle andre fornuftige Mennesker. Det var ikke for hendes Dands’s Skyld. Pepita kunde aldeles ikke dandse, i kunstnerisk Forstand. Det, hun leverede, var, som Dands be­ tragtet, ikke andet end hvad enhver andalusisk Pige kunde gjøre lige saa godt, og som vi senere have seet flere, saakaldte spanske, Dandserinder gjøre bedre. Men hun var ubegribelig smuk, yppig og bedaarende. Hendes lange, sorte, udslagne Haar bølgede som en Hestehale fra hendes skjønne syd­ landske Hoved. Hendes mørke Øine lynede og smeldede, hendes deilige Mund smilede saaledes, at enhver troede, at Lynene og Smilene var adresse­ rede til ham, og hendes til Overdrivelse velskabte Legeme vrikkede, snoede og bugtede sig paa den