Regensen_1858-62

62

den mindste Detail hele Situationen. Midt i en Tilstand af Raadvildhed opdagede jeg Lårus Bløn- dal. Jeg betroede mig til ham og sagde ham, hvor­ dan det var fat med mig og had ham om at hjælpe mig fra Kirken over paa mit Værelse paa 2. Gang Nr. 5. «Jo, det skal jeg min Bror,» sagde Lårus, tog mig paa Armen som et lille Barn, bar mig ned ad Trappen, over Gaarden og op paa mit Værelse. Ankommen her klædte han mig af, lagde mig i Sengen, stoppede Tæppet ned om min Nakke, sagde Godnat og kyssede mig. Det glemmer jeg aldrig min nu forlængst afdøde Ven, Lårus. Fra det Øieblik var jeg hans Ven for Livet. Endnu, saa mange Aar efter staar den Scene for mig som en kjær Erindring. Fra dette Gilde at regne var der det bedste For­ hold mellem Islænderne og os andre. Det var heller ikke underligt. Thi det viste sig, at de aller Heste islandske Regensianere var rigtig prægtige Folk med Hoved og Hjerte paa det rette Sted. I de Aar fandt jeg flere af mine aller bedste Venner blandt Islænderne. Det var vist ogsaa godt for Islænderne selv, at de kom til at staa os nærmere. Fle^e af dem fik gjennem os Adgang til dannede Familier. Dette satte de stor Pris paa, men de gjorde sig ogsaa af­ holdte hvor de kom og i kort Tid vidste de at finde sig tilrette i de kjøbenhavnske Forhold. Dog var der enkelte, for hvilke dette ikke lykkedes. Der kom f. Ex. engang en meget ung Islænder herned som Student og blev straks indlagt paa Regensen. Han var en meget vakker ung Mand, med et vin­ dende Væsen. Men han var i en utilladelig Grad naiv, ja, han var saa naiv, at det blev nødvendigt at sende ham hjem til Island igjen snarest muligt, da det ikke var til at beregne, hvorledes det kunde