Regensen_1858-62

Urtekræmmer H. Weis’s Arrakspuneh af almindelige Puncheglas til 8 (i Stykket. — Da der ovenpaa Skaalen for Island igjen var kommen nogen Ro, reiste Lårus Rløndal sig og takkede. Hans Tale var et Mesterstykke, ikke af rhetorisk Kunst, men af rhetorisk Naturlighed. Saa- ledes som han talte, har udentvivl de islandske Bønder i Oldtiden talt paa deres Thingvalla Thing og andre Thing. Han sagde nemlig paa en lige­ frem og naturlig Maade det, som laae ham paa Hjerte og hans Hjerte var fuldt. Han havde selv Taarer i Øinene af Glæde. Derfor talte han saa smukt. Det var den sande Veltalenhed. Der var ingen overflødige eller uklare Ord, rene Ord for klare Tanker. Senere sang nogle Islændere islandske Vekselsange. Kort sagt, det var en vellykket Aften. For mig fik dette Gilde et lidet Nachspiel. Som Medlem af Comitéen var jeg jo i en vis Virksom­ hed. Blandt andet maatte jeg ogsaa drikke en Del personlige Glas. Deres Antal har jeg ikke noteret, men det maa have løbet stærkt op, da jeg alene drak Dus med atten Personer. Denne Omstændig­ hed medførte, at jeg drak for meget, hvad Enhver vil kunne indsee, og ikke lægge mig til Last. Det vilde have været temmelig rimeligt, om jeg af denne vældige Drik var bleven aldeles døddrukken, ja maaske endog kunde være død paa Stedet af en acut Alkoholforgiftning. Urtekræmmer Weis’s Punch var ikke tilvirket af de ædleste Ingredienser og nydt i en saadan Masse af et ungt Menneske paa 22 Aar, som ikke var vant til den Slags Strabadser var det en farlig Sag. Det var høist forunderligt at det ikke gik værre end det gik. Da vi skulde til at reise os fra Bordet, opdagede jeg, at det vilde være mig umuligt at staa paa mine Ben. Derimod var mit Hoved klart nok. Jeg forstod tydeligt og til