Regensen_1858-62

59

merater, at vi skulde omgaaes dem som om vi alle var fra Island og at de hos os skulde møde alt hjerteligt Venskab. Og nu tænkte vi os, at, naar vi havde kunnet faa ham til at gaa med til Gildet, saa vilde nok liere, af Islænderne ogsaa gaae med, og saa var Isen brudt. Jeg spurgte ham, om han vilde tage dette under Overveielse, og tilføiede, at hvis han bestemte sig til at gaae med som Deltager i Julegildet, selv om han ikke vilde spille Comcdie, saa vilde det være os en stor Glæde og et Vende­ punkt i Forholdet mellemIslænderne og os andre. Medens jeg saaledes sad og paa bedste Maade søgte at vinde Lårus, sprang han pludseligt op, greb mig i begge Skuldre og trykkede mig ind til sig. Skjøndt dette skete med en Del Energi, gik det straks op for mig, at Lårus Bløndal var min Fange. Han capitulerede straks, sagde, at ikke blot vilde han selv tegne sig som Deltager i Julegildet, men han vilde tillige sørge for, at ogsaa de andre Islændere gik med, og han erklærede sig endog villig til at spille med i Comedien, hvis det var nødvendigt. Hertil svarede jeg, at jeg nu fuldelig havde naaet Øiemedet med min Mission, at han kunde blive fri for at optræde som Skuespiller, hvis han helst vilde være fri, — men jeg takkede ham af mit inderste Hjerte for den kjærlige Mod­ tagelse, han havde givet mig. Jeg var ganske sikker paa, at hans Imødekommen vilde bevirke en fuld­ stændig Sammensmeltning mellem Islændere og Ikke- Islændcre. Da jeg forlod Lårus Bløndal, hviskede han til mig, at han egentlig nok kunde have Lyst til at spille den lille Bolle i Comedien. Dette over al Forventning heldige Udfald af min diplomatiske Sendelse til den fremmede Magts Over­ hoved, vakte megen Glæde i Comitéen. Faa Timer efter at jeg havde forladt Lårus Bløndal stod alle