S_Punch_1880

I Dyrehavstiden.

je g er saa tørstig og her er Ej længer mindste Draabe, Kun Højremænd, og intet «Bær» je g mere her kan haabe.» D o g se, hver fuld-tro Venstremand Ej svigtet bli’er i Nøden, Hans Haab til bare Sodavand Ej blev i Aftenrøden. Man gav til Afsked ham en Dram, Saa ægte som Dukatguld, Og til hans Valgkreds sendte ham Paa Ryggen selv plakatfuld. Nu tager han sig mangt et Blund I Tingets høje Sale, Men vaagner, naar i Venstremund Om D r u k k e n s k a b bli’er Tale» Han la’er Interpellanten slaa Til hvert et Glas, der blinker: «Snak du kun væk! thi ovenpaa Mit Snapsting huldt mig vinker!» VEL E ra Hr. H øgsbro lød en Gang I hans Blad en Klagesang: Venstre- — hvo kan glemme sligt I — Yderst utaknemmeligt For R e v i s o r p o s t e n snød ham. D et var Lønnen, som man bød ham! Lønnen for de mange Aar, Han har vogtet Venstres Faar, — Altid Hyrdens Majestæt Bar han ydmyg, faareklædt: Selv naar man beklipped’ Hjorden, Var han Sjælesørger for den. Men hans Løn blev Had og Nag, Paa hans Dyder slog man Vrag, Røved’ ham hans Skillinger, Trods hans Faarestillinger. Venstres Faar, det maa man sige, Var for utaknemmelige. Dog, nu bør vi glemme sligt; Venstre b l e v taknemmeligt! BALTHASAR man nys fordrev, H øgsbro S t a t s r e v i s o r blev! Spørges skal blandt Efterslægterne: H øgsbro kom igjen til «.Hægterne». Utak er for Dydens Søn D o g ej altid Verdens Løn! Glad nu atter H øgsbro ga&r T il den Tillidspost, han faar! Thi den hører — vil man sige -*= T il de højst taknemmelige.

W e r er saa lummert og saa tungt I Tingets Sal der oppe; Man kjævles brav om hvert et Punkt Og vil ej Vrøvlet stoppe. Her standses langt fra Kvalm og Larm Ved Slag af Zahlegalen, Naar B erg i Ho'edet bli er lidt varm Og bringer Liv i Dvalen. I sorten Udvalgs dybe Jord D e stakkels Forslag svinde, A f Vej og Sti man sjælden Spor T il deres Hjælp kan finde. D e bøde maa for Tingets Brøst I Dybets mørke Huler Og skue sikkert ej med Lyst, Hvad Overfladen skjuler. I gamle, længst forsvundne Tid Der var en dejlig Bonde; Han var saa from, han var saa blid, Han drak, saa tæt han kunde. En Beverding i K o l d i n g stod , Der saas han altid dvæle, Naar han som gammel Romer lod D e Abekatte kvæle. En Gang han gik derind paa Sjov Og fæstede sit Øje, Imens han sang til C hrestens Lov, Paa Snapse, der var høje. Da sank de, som i Hosen Fod, Thi Tørsten svært ham plaged'; Til sidst han blev i Hu saa mod, Han græd og sig beklaged’:

Med Gru jeg ser min lige Vej Forvandlet til en Halvkreds!