PeterFrederikSuhm_1898

Suhm og Fru Karen Suhm.

3 2 1

Forklaring er naturlig og vist rigtig; men den graverende Be­ skyldning i Brevet mod Suhm bliver staaende. Ridder af Dannebrog blev Suhm ikke, men i Unaade kan han ikke være faldet, thi ellers vilde han næppe Aaret forinden være bleven hædret med Ringen »Merito,« og tre Aar efter være bleven udnævnt til kongelig Historiograf. Naar det i Afhandlingen »Peter Frederik Suhm og den Angellske Familie« i Anledning af Sulnns Karakteristik af Karen Angell siges, at »Almenheden vidste Besked om det virkelige Forhold, og det lille Skrift har næppe gjort det hel­ digste Indtryk paa de forstandigere Læsere,« saa er det tvivl­ somt, om denne Ytring er rigtig, det vil sige, 0111 Alverden kjendte Suhms svage Side, om han var Gjenstand for Byens Sladder. Thi det er dog ret mærkeligt, at det vistnok er i Aaret 1861, at Sagen første Gang strejfes, medens det er i Aaret 1880, at det første Gang er blevet udførligere omtalt, hvorledes det stod til med Suhm i sædelig Henseende, men at der i Tiden fra 1788, da Karen Suhm døde, og indtil da aldrig er ymtet et Ord derom i noget trykt Skrift. Er det tænkeligt, at Kjøbenhavnerne 1789 skulde have vidst god Besked 0111 Suhms Forhold, og at der saa dog i Løbet af næsten et Aarliundrede aldrig skulde være pibiet en lille Draabe ud om Historien? Mon Peter Andreas Heiberg vilde have ladet disse bekjendte Linier synges i Selskabet paa Skydebanen i Sep­ tember 1790:

Ordener hænger man paa Idioter,

Stjerner og Baand man kun Adelen g'i’er, Men om de Mallinger, Suhmer, og Rother Man ej et Ord i Aviserne seer.

dersom det vidstes almindeligt, at Suhm havde ført et slet Levnet? Mon Knud Lyne Rahbek, da han lod sin Minde­ tale over Suhm, som han holdt i »Det forenede Selskab,« trykke i Tidsskriftet »Minerva,« vilde have føjet denne Be­ mærkning til87: at han kun talte om Suhm, forsaavidt som hans Død var et offentligt Tab, »hvad hans Egne, hans Ven­ ner, hans Kjendinge, hans Omgangs- og Levekreds savne i ham, maatte forbigaas, saa tungt det end var at nægte sig at tale 0111 hans elskelige Privatlivs blide Dyder, der med Føje B ruun. P. F. S uh m . 21