PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

Misericordia

45 understøttelse beroer paa enkens bekendtskab og yndest”. Ellers måtte det si­ ges til jødernes ros, at de altid ydede hurtig hjælp, når behovet opstod: “Man betænker sig aldrig; er der en familie, som pludseligen er kommen i den for­ fatning, at den behøver understøttelse, straks vælges 1 eller 2 af menigheden, som foranstalter en kollekt, hvorved der samles 50 til 100 rigsdaler, ja ogsaa stundom meget mere. Saaledes forhindres meget ofte mange brave familiers undergang og ødelæggelse”.103 I 1813 lod jøderne dog oprette en fattigstiftelse i Borgergade under nav­ net Godgjørenhed. Stiftelsen skulle fortrinsvis underholde uforsørgede enker og de indlagte skulle selv hjælpe til med arbejdet. Eeks. forpligtede de sig til at gå til hånde, når en indlagt var syg. Det var desuden hensigten at indrette en arbejdsanstalt i stiftelsen “såvidt lokalet tillader det”, hvor enhver arbejds- før person var pligtig til at indfinde sig “når det af bestyrelsen forlanges”.104 Den store plan, 1 7 9 9 Den store fattigvæsensplan, som så dagens lys i København 1799 var i sto­ re træk bygget over ordningen i Hamburg: “Indretningen i Hamborg, hvis beliggenhed, klima, folkemængde og sæder stemmer så nøje overens med Københavns, er for det meste taget til følge” fortalte således J. H. Bårens i 1799.103Den overordnede hensigt med “planen” som den almindeligvis kald­ tes, var én gang for alle at afskaffe betleriet, sørge for en tilstrækkelig, men ikke for rundhåndet understøttelse til de virkeligt trængende samt sikre, at nye generationer af betlere og lediggængere ikke blev udklækket i de fattiges rækker. Planen blev ikke alene den mest omfattende København nogen siden hav­ de set, men også den mest ambitiøse. Den bærer i alle sine grundelementer præg af Oplysningstiden, dens fremskridtsoptimisme og dens rationelle tro på, at man via grundig og systematisk, ja nærmest videnskabelig, planlægning kunne analysere sig frem til skabelsen af et nyt og driftigt, fædrelandselskende menneske. Hvor den tidligere fattigvæsenslovgivning fra 1708 kunne inde­ holdes på 18 sider med 42 paragraffer (forordningen fra 1771 var på kun fem sider med 11 paragraffer) rummede den færdige 1799-plan ikke mindre end 78 sider med i alt 215 paragraffer. Fattigvæsenet var desuden specialiseret i en række særlige fagområder (kommissioner), man aldrig tidligere havde set magen til. Stærkest kom ideerne om “den forædlede fattige” til udfoldelse i paragraf­ ferne om fattigskolerne og opdragelsen af de fattiges børn. Intet var mere vist, hed det i fattigdirektionens redegørelse for de nye principper, end at en forsømt opdragelse ledte til forarmelse. Derfor måtte det være en af Fattig­ væsenets fornemste opgaver, “både nu og i fremtiden, at ikke alene de børn,