PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

Misericordia 29 gøre enhver plejekommissions opsigt og bestyrelse så meget mere vanskelig og besværlig”.44 Væsentligt er det også at bemærke, at der ikke krævedes noget af de fattige til gengæld for almissen. De behøvede således ikke at arbejde for Fattigvæse­ net, men kunne nøjes med at afholde sig fra “uskikkelighed, fylderi, drukken­ skab, slagsmål/skænderi og skælden, letfærdighed og løsagtighed eller anden udyd og uterlighed”.45 På den anden side så man gerne, at de indlagte lem­ mer i hospitalerne ydede et vist stykke arbejde til gengæld, men da man ikke kunne tvinge dem, forsøgte man med forskellige midler at “overtale” dem til det. På byens største lemmestiftelse, det i 1769 oprettede Almindelig Hospi­ tal, var det således i 1770’erne almindeligt, at man om vinteren kun varmede arbejdsstuerne og de virkeligt gamle og svageliges sovestuer op. De arbejdsfø­ re lemmers stuer blev derimod kun opvarmet om søndagen. Med dette trick forsøgte man “at trække de friskere lemmer om dagen til de varme arbejds- stuer, dels fordi disse lemmer ej skulle bortdrive tiden i ørkesløshed, dels og fordi sovestuerne des bedre om dagen kunne renses og oplukkes til luftens forbedring”.46 Endelig skal det bemærkes, at 1708-forordningen omfattede alle indbyg­ gere i København, også aftakkede (afdankede) militærfolk fra Sø- og landeta­ ten. Disse udskiltes først fra den almindelige civile fattigordning i 1734, hvor det bestemtes, at man skulle have drevet et borgerligt erhverv i mindst to år for at kunne modtage understøttelse af Fattigvæsenet. Grunden til adskillel­ sen skyldtes de mange klager fra fattigkommissionen over, at hovedparten af de opbragte betlere var militærfolk. I perioden fra 1733 til 1738 opbragtes således 430 civile tiggere, 734 landmilitære og 617 sømilitære.47 Det kunne ikke være rimeligt, mente fattigkommissionen, at byens borgere skulle un­ derholde alle disse militærfolk. Det burde de militære etater selv tage sig af. Soldater og matroser blev derfor nu tilknyttet deres egne fattigkommissioner: For de landmilitæres vedkommende Krigshospitalet på Ladegaarden og for de sømilitæres på Kvæsthuset.48 Det blev de militære tiggeres antal imidlertid ikke mindre af. I 1769 kun­ ne Søren Hempel, der var inspektør for Almindelig Hospital, fortælle, at de mange militære tiggere havde relativt frit spil, eftersom militæretaten næg­ tede, at der overhovedet fandtes tiggere i dens rækker. Tiggerne blev derfor straks sat på fri fod igen efter deres pågribelse af fattigfogederne. Det førte selvfølgelig til at militæretaternes betlere ikke frygtede straf, “ja der findes dem imellem af de øvrige etaters tilhørende unge fruentimmer og besvangre­ de kvindfolk, som udgiver dem for at være soldaters koner for straks at slippe løs igen”.49