PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

M isericordia 23 En faktor, der også synes at have spillet ind på den almindelige opfat­ telse af tiggerne, er datidens opfattelse af, at de blev stadig flere og flere. Så­ vel i 1500-tallet som i 16- og 1700-tallet høres konstant klager over det sti­ gende antal fattige, og dermed også over et stigende antal tiggere. Efter alt at dømme var man ikke helt galt på den.29 Efter en dramatisk nedgang i be­ folkningstallet i forbindelse med Den sorte død i midten af 1300-årene, var befolkningstallet omkring 1500 igen oppe på samme niveau som ved pestens udbrud i 1348, og derefter steg og steg befolkningstallet, mens samfundets ressourcer til gengæld ikke kunne holde trit. I landsbyernes jordfællesskaber lå fordelingen af gårde og huse fast, og i byerne holdt laugene alle nytilkom- mere ude. Konsekvensen blev en stigende pauperisering af befolkningen. Selvom man altså nu viste vilje til at gøre op med det omfattende tiggeri, havde man ikke de økonomiske midler hertil. De københavnske myndighe­ der havde ikke råd, og de milde stiftelser havde ikke plads, til at forsørge alle byens værdigt trængende. Man gav derfor de værdigt fattige, der ikke kunne få plads i et hospital, lov til at betle “eftersom sædvane været haver”.30Der var altså tale om en nødløsning, men det skulle senere vise sig - da man ønskede at sætte en stopper for betleriet - at det ikke var så nemt at komme tillivs, hel­ ler ikke selvom man i 1549 fik oprettet et egentligt fattigvæsen i byen. Efter­ som fattigvæsenets indtægter alt overvejende hvilede på frivillige donationer og forskellige afgifter, var man nemlig ikke i stand til at yde en understøttelse, der for alvor kunne holde de fattige fra at tigge. Viljen var dog god nok. Ved det i 1549 oprettede fattigvæsen indførtes således en regelmæssig indsamling af midler til Københavns værdigt trængende. I hvert af byens sogne skulle en række borgere en gang ugentligt gå rundt i kirkerne og samle penge ind, lige­ som de skulle indsamle på Københavns slot, når de kongelige herskaber var tilstede. Målet var som nævnt, at alle byens værdigt trængende skulle samles på hospitalerne, og derfor bestemtes det, at ingen, der engang var blevet hospi­ taliseret, måtte fraflytte institutionerne. Skete det alligevel, skulle de bortvises fra byen. Bestemmelsen understreger, at det var kongens og Rigsrådets agt, at alle fattige skulle samles i hospitalerne, således at der kunne skabes et overblik over det samlede antal. Den viser også, at man var på omgangshøjde med udviklingen i lande som England og Frankrig.31 For at holde bedre styr på, hvem der var værdige og uværdige, skulle fattigforstanderne indrette et regi­ ster, hvori alle fattiges navne optegnedes. Til hjælp for de udnævnte mænd, der således sikkert havde nok at se til, udnævntes to “stoddere”, dvs. fattigfo- geder, som skulle gå dem til hænde ved opbringeisen af uværdige tiggere.32 De royale anstrengelser synes dog ikke at have hjulpet stort. Uværdige betlere strejfede til stadighed om i København og tog brødet ud af munden