PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

Peter Wessel Hansen

168

og da hun skrev en bønskrivelse til Danske Kancelli om at få arbejde eller pension, blev hun også afvist her.12 Sideløbende med Henricas klager skrev faderen Abraham ofte bønskrifter til Magistraten, hvori han bad om hjælp til de fornødenheder, han havde mi­ stet ved afskedigelsen, nemlig husleje og brænde. Således søgte han om penge til husleje ved terminsdagene om foråret og efteråret og om brænde i løbet af vintermånederne.13En del gange blev han bønhørt, f.eks. juleaften 1792, hvor han takkede justitsråd og rådstueskriver Lange med følgende lille vers:

“At Hiulens Gud for mig, vil over Dem udgyde All Sundhed, Lykke, Liv, og hvad som Dem kan fryde I Livet! Indtil De af Livet engang, gaar, Og evig Glæde, iblant de Udvalgde faaer!14

I brevene gav Abraham og Henrica Gembse indtryk af, at deres situation forværredes, og i takt hermed blev brevene mere forbitrede. Således sluttede Abraham Gembse i juli 1793 et af de mange breve om hjælp til brænde med følgende truende citat fra 1. Mosebog: “Jeg slipper ikke førend De velsigner mig!” Ligeledes bitter spurgte Henrica i et brev fra den 23. april 1794, hvor­ for hun var den eneste af de fire friskolers læremødre, som skulle tilsidesættes, og hvorfor hun blottet for hjælp skulle leve så kummerlig en tilværelse.15 På grund af fattigdom valgte Abraham Gembse i slutningen af oktober 1794 at forlade København for at flytte til Kastrup ved Vordingborg, hvor hans datter Sophie Cathrine boede med sin mand, degnen Michael Wolds- gaard. Hidtil havde Abraham skrevet mange af Henricas breve, men ved hans afrejse var hun blevet alene og måtte altså selv gribe til pen og papir.16 I vinteren 1794-95 klagede hun flere gange over sin elendige fysiske til­ stand. F.eks. var hendes hænder og fødder ubrugelige, hvorfor det var hende umuligt at foretræde for Magistraten, da hun blev anmodet om det. Desuden begræd hun, at hun ikke havde nogen klæder, som hun ville være bekendt at gå på gaden i, og i februar 1795 skrev hun om sin økonomiske situation, at hun fik to mark om ugen af sin faders pension, men at det slet ikke rakte. Efter faderens afrejse fortsatte Henrica med at bede om understøttelse, og i februar 1795 blev hun tilbudt rejsepenge af Magistraten, velsagtens for at hun kunne rejse ned til sin søster og svoger på Sydsjælland. Men Henrica ville ikke modtage rejsepengene: Hun mente bestemt at have gjort sit arbejde for friskolen så godt, at hun ikke ville “reyse afstæd som en Bætier eller som Een der havde faaet Løbe Pas for sine Forbrydelser”. Tilsyneladende opfattede hun det som ærekrænkende at modtage rejsepenge. Hun ville anerkendes for sine 14 års arbejde i friskolen og ikke forjages som et udskud.17