PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

146

B irgitte Vedel-Larsen

ning til deres tidligere ryggesløse levned.

Tidligt tvangsarbejde i Danmark 15- og 1600-tallets nye holdning til fattige fandt også sit udtryk i Danmark. Efter at have mistet deres berettigelse som middel til åndelig frelse, var det kun Værdige’ fattige, der kunne gøre krav på hjælp. Arbejdsføre fattige gik en kummerlig tid i møde. I 1558 blev tvangsarbejde for første gang nævnt i dansk lovgivning. En­ hver mand måtte pågribe arbejdsføre tiggere, som ikke ville bestille noget, og tvinge dem i arbejde og trældom. Det betød, at lensmænd måtte indfange ar­ bejdsføre tiggere på kongens jord, adelsmænd på deres egen, og købstadsbor­ gere måtte fange dem, der tiggede i købstæderne.19Tvangsarbejde skulle blive et meget anvendt middel mod arbejdsføre fattige. Lovgivningen bevægede sig mod stadig strengere regler og strafuddeling i kampen mod fattigdommen. Snart overtog statsmagten gennemførelsen af et mere organiseret tvangs­ arbejde. Frederik 2. udsendte den 13. august 1576 et missive til landets lens­ mænd og købstæder om, at stærke og arbejdsføre løsgængere skulle sendes til Københavns slot for at arbejde,20 og i 1597 søgte Christian 4. at organisere indfangeisen af de mange løsgængere rundt omkring i landet. Han sendte mænd ud for at indfange løsgængerne, som derpå sendtes til Københavns slot. Samtidig skulle lensmænd og adel på Sjælland også sende betlere til Kø­ benhavn.21 I de følgende år blev bestemmelsen om at sende arbejdsføre til København, hvor de skulle tvinges i arbejde, ofte gentaget.22Arbejdet kunne være på Københavns slot, på Bremerholm eller ved det omfattende fæstnings­ arbejde, som blev udført både i København og i resten af landet. I 1605 oprettedes Københavns Tugt- og Rasphus. Selv om det blev opret­ tet samtidig med den store udenlandske bølge af tugthuse, var det ikke nøj­ agtigt magen til. Tugthuset bestod af tre afdelinger: rasphuset, som var for­ beholdt mænd, spindehuset for kvinder og Børnehuset. Tugthuset i Køben­ havn var ikke en lokal straffeanstalt, men var tugthus for hele riget, og snart begyndte der også at komme forordninger om at sende løsgængere hertil. Da tugthuset i København var en statslig virksomhed, var staten aftager af de producerede varer.23 I 1649 blev Tugt- og Rasphuset nedlagt. Det havde da allerede i en række år mere fungeret som anstalt for børn, som her lærte et håndværk, end som en tvangsarbejdsanstalt for løsgængere.241 1662 genåbnede det, somTugt- og Børnehuset, men nu især som en institution for kriminelle og løsgængere.25 Selv om tugthuset således havde været lukket i en periode, havde myndighe­ derne ikke opgivet tanken om tvangsarbejde.