PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

Fattigdom i København i tidlig moderne tid

11

lem, og aldeles værdig til forsørgelse”.21 Med undtagelse af i særlige krisetilfælde, hvor den strukturelt betingede fattigdom blev synlig, havde de bedre stillede grupper ikke øje for ‘de arbej­ dende fattige’ på samme måde som for de langt mere synlige tiggere og løs­ gængere, for de gamle, de syge og de hjemløse børn, som strejfede rundt i gaderne. Disse grupper kaldte i langt højere grad på de velstilledes sociale empati end de arbejdende fattige, hvis fattigdom var “skjult”. Dette forklarer måske til en vis grad, hvorfor de foranstaltninger man iværksatte for at komme fat­ tigdommen til livs, ikke virkede efter hensigten. Man “behandlede” fattig­ dommens symptomer, men havde ikke blik for dens årsager: de økonomiske og sociale strukturer som blandt andet indebar, at man fastholdt arbejdsska- ren på ekstremt lave lønninger.22Den efter vore standarder dårlige aflønning af arbejderne skyldtes tidens opfattelse af menneskets natur. Mennesket var i bund og grund dovent og var ikke villigt til at arbejde mere end strengt nødvendigt eller, som den tidligere nævnte Johannes Boye formulerede det i 1814: “Trældyr blive ved megen Fedme til Arbeid mindre duelige: Og at én og anden slutter fra Dyr til Mennesker er noget man let kan tilgive”.23 I Erik Pontoppidans danske atlas citeres en unavngiven meddeler f.eks. for det synspunkt, at almuen kun arbejdede hårdt i år, hvor fødevarerne var dyre, mens de til gengæld var efterladende i år med lave priser. Dette brugtes efterfølgende som argument for, at fødevarer burde være i høj pris, hvis fol­ ket skulle holdes til flid, i det “flere hænder unddrager sig arbejdet i de gode [år] og flere tager fat derpå i de dyre år”.24Mennesket var af natur uvilligt til arbejde, og måtte altså tvinges til at arbejde så meget som muligt. Og hertil bidrog den lave løn. Via underbetaling blev den “dovne almue” holdt i sving, mens staten og de erhvervsdrivende samtidig profiterede og fik konkurrence­ mæssige fordele i den internationale handel. De nationale interesser krævede med andre ord, at masserne blev holdt i en permanent tilstand af fattigdom. Den snærende fattigdom og de elendige muligheder for at slå sig igennem i 16- og 1700-tallets København - hvis man da ikke var født ind i de højere sociale lag - er nærmest umulige for os at forstå. Måske skal vi sammenligne med forholdene i udviklingslandenes storbyer, Delhi, Bombay, Cairo og Rio de Janeiro f.eks., for at fatte fattigdommens skrækindjagende konsekvenser for datidens københavnere: de elendige boligforhold, hvor familier på op til 10 personer eller mere levede i små, usle hummere — i 1700-tallet som oftest kælderrum eller loftværelser - uden varme og køkkenfaciliteter, uden adgang til ordentlige toiletter og uden muligheder for at pleje den personlige hygi­ ejne.29