PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

K eld Mikkelsen

122

ikke uvæsentligt tilskud til fattigvæsenets indtægter. Arbejdstiden for de fattige på Ladegaarden var 12 timer dagligt i seks af ugens syv dage, fordelt i sommerhalvåret, fra 1. april til 30. september, i tids­ rummet mellem klokken 3 om morgenen og 20 om aftenen, afbrudt af tre pauser fra klokken 8 til 8.30, klokken 12 til 14 og fra klokken 16.30 til 17 .1 vinterhalvåret, fra 1. oktober til 1. april, påbegyndtes arbejdet en time senere, altså klokken 6 om morgenen, og fortsattes til klokken 21 om aftenen.299 I modsætning til tidligere måtte den fattige ikke forlade arbejdsindretnin- gen. Udgang fra Ladegaarden var begrænset til hver anden søndag, og kun imod en særlig tilladelse var det muligt for den fattige at forlade arbejdsind- retningen hver søndag eller på en søgnedag.300 Afgang fra fabrikken og en tilbagevenden til den sædvanlige civile tilværelse kunne kun komme på tale, hvis den fattige havde forskaffet sig tjeneste eller arbejde for en længere perio­ de og understøttelse fra fattigvæsenet derfor ikke længere var nødvendig. For en eventuel afgang var proceduren den, at rigtigheden af den fattiges udsagn om arbejde først skulle kontrolleres hos den fattiges fremtidige arbejdsgiver, dernæst indhentedes en erklæring fra Københavns Politi, som tillige med fa­ briksdirektøren skulle godkende den fattiges anmodning om at måtte forlade fabriksindretningen.301 Den fattiges sociale status i det københavnske bysamfund var således på flere måder stærkt reduceret i forhold til endog den blandt de fattige, der kunne holde sig fri af fattigvæsenet - eller som bogholderen ved det køben­ havnske fattigvæsen, Henning August, i 1825 anførte i en større betænkning om blandt andet de fattige arbejderes forhold på Ladegaarden: “I Fattigvæse­ nets Fabrikindretning er den til Arbeide ansatte Fattige (...) nærmest at ansee som Tyende. Som Tyende sættes han til Arbeide (...) som Tyende gives ham ikke mere end hans nødvendige Underholdning for en betinget Nytte, om endog Fabrikken derved fik stor Avance”.302 Heller i forhold til tugthusfangerne var den fattige ladegaardsarbejder bedre stillet med hensyn til den arbejdspræstation, der var fastsat som gæl­ dende norm: “Det vil befindes at Commisionen [kommissionen af 9. januar 1822] ved at fastsætte Arbeidstaxterne har krævet meer Arbeide af en Fattig end Reglementet for Tugt- og Forbedringshusfangerne paalægger Forbrydere (...) [Det kan derfor] ikke nægtes, at Arbeiderne med nogen Grund kunne føle sig for haardt medtagne, naar de i en Forsørgelsesanstalt tilholdes at præ­ stere mere Arbeide end i Straffeanstalten; og der er dem der ikke have tilba­ geholdt at gjøre Bemærkninger derover”.303 Et stigende antal fattige undlod eller nægtede i disse år derfor at modtage understøttelse under de vilkår, der efterhånden havde vundet hævd. Begrun­ delserne herfor kunne umiddelbart være vidt forskellige, men var dog gerne