PVJacobsensBreve_1899

7 6

dels fra m in Side gik igennem den, dels for hans Hovmod. Adgangs-Formenelsen i E p h or-P rotoko llen nagede ham isæ r; han sagde: »Ja, hvis jeg havde et Navn som andre og hed Nielsen eller O lsen eller Christensen [eller Jacob­ sen, lurede jeg paa, m en det kom dog ikke], saa kunde det væ re det samm e; men jeg hedder G yntelberg; jeg er den eneste af m it Navn, af m in Slægt. Min Stamme har i 3 til 4 0 0 Aar tjent Konge og Fædreland, dels m ed Svæ rdet, dels paa andre Maader.« Tæ nk Dig, gode, kæ re Adler! det sagde han til m ig Lykkelige. Naar man stødte paa sligt i Rom aner og Komedier, vilde man sige, det var poetisk usandt, at saadan Adels- stolthed var en C him æ re, som ikke fandtes uden i Poeternes Hjærne. Men det er m in Salighed saaledes passeret! — Chr. W inther og Heiberg, der ere Dus­ brødre, have alligevel, som jeg troer, aldrig ret kunnet lide hinanden. Im idlertid var det dog næppe dette, men snarere overm aadig Glæde over at han Dagen forud havde talt for Kongehuset, og at han havde gjort Vers til T ransparenter til Festen om Aftenen i Lyngby, der ved denne bragte W inther til at tage R idepisken fra Heiberg og, for Spøg, banke ham dermed. Heiberg blev vred herover, og m indede, dog tilsyneladende for Spøg, W inther om , at han ikkun var en Børnedresseur etc. (han saae m eget ond ud derved, sagde W .), men at han selv (Heiberg) var Professor etc. H erover var W. saa forbitret, at jeg haabede, der blev en Duel af. Men da W inther kom ud til H. for at fordre en Forklaring over hine O rd, som han ej iblandt Mængden vilde lade sig mæ rke med, at han var kræ nket ved, forsikrede H., at han ikke erindrede et O rd, som kunde have for­ næ rm et h am , erklæ rede med den ærligste Mine af