PVJacobsensBreve_1899

9 6

kaldes Eneboeren i Pilestræde, og var der ikke andet ivejen for m ig ved at indtræde i den M unkeorden, hvor T avshed er Pligt, saa skulde denne T avshedsregel ikke kunne være nogen Forhin drin g; thi jeg mæ ler flere Dage ikke et O rd uden til den sorte Kis. Im idlertid, alt det vil Du vel ikke nøjes med, og jeg maa altsaa rykke frem med Smulerne. Om L itteraturen skal Du som sagt ikke faa m eget at vide. Der er næsten ingen, uden Maanedsskriftet for den, og det sidste Hæfte var fattigt nok, endskønt den svenske L itteratur blev taget m ed til Genstand. I »K jøbenhavnsposten« ser Du Folk med Køller og Knappenaale løbe Storm mod Heiberg, m en denne har desværre, med Undtagelse af Stykket mod W ilster, ikke væ rdiget dem noget Svar. Hauchs »Babyloniske Taarn- bygning« er saa slet, som den kan væ re, baade m aterialiter — ved slet Samm ensæ tning, taabelig G rovhed og Gen­ tagen af det gam le Raab paa Heibergs slette H jæ rte, store Hovmod m . m. — og form aliter, ved det usleste Sprog og den sletteste Versifikation, det sidste i den Grad, at man næsten maa tro, at han har dannet sine Vers saa kluntede, for at de skulde staa som en Kon­ trast til de sædvanlige Heibergske. Hvad Sproget angaar, da er dette, saavel i »Taarnbygningen« som i »Hamadryaden« næsten helt igennem besynderligt og umenneskeligt. En især naragtig Brug har han med de Adjektiver, foran hvilke man sæ tter » lan g t« ; th i ved dem sæ tter han dette O rd bagved, f. Ex. »m indre langt«, »visere langt« pro: langt m indre, langt visere osv. »Hamadryaden« er dels dramatisk, dels episk. Det sidste forsaavidt Helten opholder sig i N aturrigerne — han komm er ind i et Bjærg, ned i Havet m . m. — og dette er, fraset de slette Hexam etre, m eget g o d t; men