OffentligeForlystelserIFrederikDenSjettesTid

76

K IL D E F O R L Y S T E L S E R I DYREHAVEN

Man kan pege paa en enkelt af disse Skildringer, ikke fordi den er særlig indgaaende, men fordi den hænger sammen med et Par litterære Fænomener med Dyrehaven som Baggrund. Abrahams fortæller i sine „Meddelelser af mit L iv“ om en rigtig køben­ havnsk Dyrehavstur, som han sammen med den Saint-Aubain’ske Familie, hvoriblandt Heiberg, fore­ tog i Aarene omkring 1822. Man kørte ud i H ol­ stenskvogn, gyngede, red paa Hestene og saa paa Kunsterne, og tog paa Hjemvejen ind i Charlotten- lund, hvor man satte sig uden for et Telt og drak Punsch. Heiberg foreslog en Rundsang, hvori enhver skulde improvisere et Vers etc. etc. Saadanne Udflugter inspirerede Heiberg. I Som­ meren 1825 skrev han „Dyrehavsreisen“ (Nr. 2 af Børnevaudevillerne), og lagde heri sit grundige Kend­ skab- for Dagen; i rappe Vers udmalede han med al ønskelig Fynd Datidens Kildeforlystelser. Men han havde endnu ikke udtømt sit Emne — i Oktober 1826 kom „Recensenten og D yret“ første. Gang paa Scenen. Vaudevillens Dyrehavskolorit med Tasken- spilleren Nonpareil og den yppige Beriderske Mad. Voltisubito, som Oehlenschlager i en Anmeldelse kal­ der „vel indbragte Karakterer fra Dyrehaugen“, er an­ lagt med grelle og kraftige Farver, men ægte nok. Dyrehaven fristede imidlertid ikke blot de store Poeter — som Oehlenschlager inden for det fore- gaaende Tidsrum, Heiberg inden for dette — , en Mængde mindre Aander broderede paa det samme Kanevas. F. C. Gundelach, en Embedsmand, der sy s