OffentligeForlystelserIFrederikDenSjettesTid

70

K ILD EFO R L Y STE LSER I DYREHAVEN

den behørige Staffage af Smaagøglere og Almuefor­ lystelser, som ned gennem Tiden har holdt sig; baade stærke Mænd, Skydebaner (til Flitsbueskyd- ning), Sangere, Liremænd og Fiolspillere, blandt hvilke den vidtberømte Jøde under Træet. D isse Fiolspil­ lere og Lirendrejere fik læst og paaskrevet for deres liderlige Viser, der næppe heller var anlagt paa strengt høviske Øren; i et officielt Aktstykke fra 1805 hed­ der det, at „anstændige Damer have været incommo- deret med at høre en yderlig grov Lirendrejers i højeste Maade fornærmelige og upassende Sange, som han stedse haver søgt — naar deslige Folk nærmede sig — at udbrøle paa en afskyelig Maade“. Moralprædikanterne, som Tiden var saare rig paa, skød ganske vist jævnlig over Maalet i deres idelige Paatale af Dyrehavsforlystelsernes uheldige Indfly­ delse, disse lidet opbyggelige Løjer, som desuden slugte Smaafolks Penge; men noget var der om det. Gemytligheden gik ofte over Stregen, og Tode kunde have Ret i, at Forholdene i 1793 var vidt forskellige fra hin Tid, da man tog i Dyrehaven for at se Na­ turens Herligheder, de stolte Hjorte og de frygt­ somme Hinde, og smage paa Mineralvandet, hvor friskt og koldt det var. Rentekammeret maatte netop fastsætte Kildetiden til de tre Uger for paa den Maade at indskrænke „de Uordener og den Usæde­ lighed, som efter temmelig almindelige Klager skal foregaa ved Dyrehaugens Kilde.“ Det var Ulemper af gammel Dato, der i mere eller mindre forblom­ mede Udtryk jævnlig kommer frem i ældre Sati