OffentligeForlystelserIFrederikDenSjettesTid

.47

MESTER JAK EL

fra Midten af Halvfemserne. Han var oprindelig samtidig med de tidligere nævnte Marionetspillere Francke og Egestorff — og man kunde tilføje Carl Lehmann, der ogsaa midt i Halvfemserne viste Ma­ rionetter i Dyrehaven — men efter disses Forsvin­ den synes „Borger Qvist“ en Tid lang at have væ­ ret saa nogenlunde ene paa dette Felt. Fra ham er det, Dyrehavens traditionelle Jakelkomedie nærmest stammer ned. Oehlenschlager fortæller i sit „Levnet“ (og det gentages i „Erindringerne“), hvorledes han en Dag i Sommeren 1811, da han boede paa Kri- stiansholm ved Dyrehaven, uventet fik Besøg af en Mand, der var temmelig slet klædt, havde et stærkt koparret Ansigt og en besynderlig Mine. Han tænkte straks, det var en Røver, da Manden i det samme aabnede Munden og meget venligt bad om at maatte laane „Skriften“. „Jeg troede først,“ skriver Oehlen­ schlager, „han vilde have Bibelen; men da det kom til nærmere Forklaring, var det „Borger Qvist“, der spillede Mester Jakel i Dyrehaugen, der havde hørt, at jeg havde sat hans Comødie i Vers (St. Hansaftenspillet), og nu ønskede at læse den i denne Form. Jeg havde ikke Digtet ved Haanden, og maatte lade ham gaae med uforrettet Sag.“ Den gode Qvist døde samme Efteraar, træt af Li­ vets Omskiftelser. I 1794 havde han faaet Borger­ skab som Øltapper, var vistnok ellers Brolægger (en Tid Marskandiser tillige), men Kunsten, som han udøvede ikke blot i Dyrehaven, men ogsaa i For­ stædernes Traktørhaver og i private Selskaber, naar