OffentligeForlystelserIFrederikDenSjettesTid

13

BRINCKMANS KILDE

D en un ter jen em B aum , der ihn vor R egen schiitzt, D er Erde reich er S ch o o sz aus ihren A dern spritzt.

I den store Bøg, der ludede ud over Kilden, ind­ ridsede man sit Navn. Det var noget af den samme Rousseau’ske Naturkultus, der senere, i et endnu mere sentimentalt Tilsnit, fandt sit Udtryk i Haverne ved Dronninggaard og Enrum. Men samtidig „be­ tjente“ man sig af Vandet som paa et Kursted. Lange fortæller i sin mærkværdige Bog om „de naturlige Vande“ (1756), at Vandet fra Brinchmans Kilde var vel egnet til at drikke, og navnlig for sangvinske og koleriske Personer, for Børn og syge, tillige for fleg­ matiske Naturer, men ikke for melankolske. Besø­ get faldt ikke blot ved St. Hansdagstider, Somme­ ren igennem rejste Folk derud. Af samme Art som Brinchmans Kilde var den mindre bekendte Ordrup Kilde, der laa tæt uden for Dyrehaven i Krattet mellem Ermelunden og Kristiansholm. Ogsaa denne søgtes om Sommeren af en Mængde Mennesker, der drog til Skovs for at forlyste sig. I Tidens Løb forfaldt Brinckmans Kilde atter; Stenene forvitredes og Indskriften slettedes ud af Vind og Vejr. Kilden blev igen sat i Stand, og da den nu var almindelig yndet, udgik Initiativet fra højere Steder end forhen; Stiftamtmanden, Grev Conr. Ditlev Reventlow tog Sagen i sin Haand. Den blev indplanket og Vandet kom til at vælde ud i en armtyk Straale gennem et kort Rør; i Stil med den gamle Inskription opsattes en ny — de bekendte og oftere citerede Verslinjer: