OffentligeForlystelserIFrederikDenSjettesTid

208

OFFENTLIGT MASKEBAL

salighed. Balle tog sig Hvervet paa, men Kancelliet var storsynet nok til at indse det uværdige i en saa- dan Fremgangsmaade. „Om Hans Majestæt endog i Fremtiden,“ skrev man, „skulde finde for godt at forbyde Maskerader, saa kan man dog ej anse det passende, at et saadant Lovbud skulde foranlediges af et Tilbud som dette.“ Anderledes djærvt og aabent var den unge Grundtvigs Stormløb mod Maskera­ derne. Han vilde ringe Dommedag for de letsindige Øren. I 1808, efter Englændernes uvelkomne Besøg, udsendte han sin lille Pjece: „Maskeradeballet i Dan­ ma rk “, der var rettet til „hver ægte Nordbo, hver Dannekvinde“, disse Skarer, som samledes i Dan­ marks Sørgetid, i „dets Lykkes haarde Vinter“, i overgiven Spøg og Glæde. Det hjalp ikke, at man holdt dem Billedet af „den blødende Dana“ for Øje, at man skammede dem ud, fordi de dansede og gøg­ lede paa Bredden af Danmarks Grav. Skaren var døv og blind. „Strengelegen tonede højt, og med den blandede sig i rædsom lystige Akkorder: »Fryd dig ved Livet«“, og Gulvet dundrede under de dansende. Grundtvigs Fremmanen af Heltene fra den heden­ ske og kristne Old for at rejse den „nedsjunkne, faldne Slægt“ („Husk du udsprang af Nordens Kæm­ peæt!“) gik sikkert hen over Hovedet paa Borger­ skabet. Hans mægtige Sagastil laa en Kende for højt. Medens Rau og Bjørn var blandt de lykkelige, Kancelliet ansaa for egnet til at vaage over Orden og gode Sæder ved Maskeballerne, blev flere An­ modninger fra anden Side kategorisk nægtet. Det