OffentligeForlystelserFrederikDenSjettesTid_1910

HO V ED ST AD EN S YDRE LIV

1 9

de tvertimod lagde an paa at vinde Publikum for sig ved at rette sig efter dets daarlige Smag. De danske Skuespil maatte vige Pladsen for Kotzebue- ske Stykker med grovkornet Effekt og tomt Føleri; Teatret var ved at synke ned til „en blot letfærdig Forlystelsesanstalt“. Men hvorledes kunde det være anderledes? Man maa vel erindre, at Teatret var et //o /tea te r og at Hoffet ingen litterære Anfægtelser havde; oven i Købet var det sparsommeligt anlagt og fordrede, at Tingen ikke maatte koste for meget. Teatret var privilegeret, for at al Konkurrence kunde udelukkes, men deraf fulgte atter, at der intet Afløb var for Trangen til den lettere Underholdning, som Teatret da rent naturlig ogsaa maatte paatage sig. I 1786 viste den sidste Linedanser, Spinacutta, sig paa det store Teater, tilmed uden for Sæsonen, saa Tea­ tret maatte siges at være sluppet billigt, naar det i den følgende Tid kunde stille Publikum tilfreds ved Iffland og Kotzebue, der vel at mærke var paa Moden og ikke alene havde hærget os herhjemme, men det halve Europa. Da der endelig i Byen begyndte at ytre sig et Forlystelsesliv uden for Teatret, saa Skue­ spildirektionen med overdreven Ængstelse derpaa, skønt den burde have hilst dette Fænomen som en Befrielse; den havde kunnet hellige sig sine kunst­ neriske Opgaver, kunnet stile saa højt, som Tidens dannede Smag tillod det, thi der var Publikum nok; selv om Folk søgte en italiensk Pantomime, var der ingen Sandsynlighed for, at de derfor vilde lade den danske Skueplads i Stikken. Men det troede Skue-

2 *