OffentligeForlystelserFrederikDenSjettesTid_1910

240

P E T T O L E T T IS TEA TR E

skønnelse i Datidens teaterinteresserede Kredse, hvor hans Scene, selv om den søgtes, kun nød ringe An­ seelse, saa bør Pettoletti dog regnes blandt P ione­ rerne for de københavnske Privatteatre, der nu om Stunder indtager en Plads i den hele dramatiske Kunst, som man meget vanskelig kan tænke sig tom. Det var Pettoletti, der i sine mangfoldige Andra­ gender til Konge og Kancelli saa ufortrødent stødte i Basun, at Jerichos Mure endelig faldt, og Teaterdirek­ tionen slap Taget i de gamle Privilegier, som navn­ lig efter 1817 var bleven opretholdt i deres fulde Udstrækning. Et offentligt Skuespilteater i København, som fortrinsvis skulde dyrke den lettere Underhold­ ning, var dog ingen ny Tanke. Allerede i 1811 for­ søgte Baron F. C. Wedel-Jarlsberg at faa et Teater rejst, der skulde spille i Sommermaanederne, men uden Held, og i 1817 havde to saa betydelige Mænd som Professor L. Kruse og H. H. Schønberg søgt at realisere Ideen om et „Almueteater“. Den første Gang var det økonomiske Hindringer, der lagde sig i Vejen, den anden Gang var det Skuespildirektio­ nen, som slog Forehavendet ned.*) Ganske vist var der løbet meget Vand i Stranden siden da, Tider og Forhold havde skiftet, men man maa alligevel ind­ rømme Pettoletti en vis Fortjeneste som den, der fik sat Tanken i Værk. Det kunde sikkert være gjort paa en bedre Maade af en mere kunstforstandig Mand, men det er dog et Spørgsmaal, om ikke den anvendte Metode: lidt efter lidt at liste Skuespillet ind paa *) D et bør dog bem æ rkes, at af de tre Direktører var G. H. Olsen venlig stem t for Forslaget.