OffentligeForlystelserFrederikDenSjettesTid_1910

P R IC E R N E S TEA TR E

1 0 4

terne. I Slutningen af September bød Casorti det københavnske Publikum et „lige saa ærefrygtsfuldt som hjerteligt Farvel“ ; han havde tilsammen tilbragt ti Aar i Danmark, og hellere end gerne havde han henlevet Resten af sine Dage i dette Land, som han efterhaanden havde vænnet sig til at anse for sit andet og bedre Fædreland — dog, han haabede at vende tilbage en Gang endnu. Søndag den 3. Oktober slog Afskedens Time; Ca- sortis Pantomime „Tryllegrotten“ gik over Scenen, men han selv optraadte ikke. Graaden flød den Aften i det lille Morskabsteater, og faa Dage efter græd Casorti Blæk i „Adresseavisen“, hvor det ikke havde manglet med Opfordringer til ham om endnu en Gang at spille i „Harlekin Skelet“. En Prøve af dette Taarebudskab, der dog til Slutning indeholder et Glimt af Haab om Gensyn, bør ikke forholdes Efterverdenen. „Undertegnede“, hedder det, „der ved den sidste Forestilling i Søndags er bleven be­ æret med saa rørende Beviser paa et ualmindeligt Bifald og almen Yndest, mangler Ord til værdigen at tolke de Taknemmelighedsfølelser, hvoraf hans Hjerte er gennemtrængt. Han haaber imidlertid, at det ædle danske Publikum vil tiltro ham, at han a l­ drig, saa længe han lever, vil forglemme det; at Min­ det om samme vil gøre Skilsm issen end mere tung for ham, og at han, fjern fra det uforglemmelige København, vil mangen en Gang komme til at fælde vemodige Længselstaarer.“ — Faa Dage efter stod Casorti med sit Følge ud fra de danske Strande.