NyhavnNyhavn

han havde endnu hele Repertoiret i Hovedet. Der blev tyst og stille i Café Marstal, naar Olie-Valde omsider gav efter for de mange drøje Opfordringer fra Bordene og lod sin brede Skipperbag glide til Sæde paa Stolen ved Pianoet, anslog et Par drønende Akkorder og med en ru Stemme, let skælvende af Bevægelse og Brændevin, foredrog sin udødelige Vise om Holmensgades Forsvinden:

Man sku’ blot ha’ sjosket hjem i Køjen, hver Gang Holmens Kirkeur slog ti. I Stedet for saa røg man ud paa Spøgen — Der var engang, men nu er det forbil

Han bar sit Kælenavn som Nyhavns Bedstefar med Rette, for han var virkelig som en rar og hyggelig Bedstefar for alle, og en køben­ havnsk Sømand, der havde været ude paa en haard og lang Tørn og krydset de syv Have i Storm og Brænding, følte ikke, at han var kommet rigtigt hjem og i smult Vand igen, før han havde trykket Olie-Valdes barkede Næve i 41 eller oppe hos lyse Lydia og Prygle­ mesteren i Café Shanghai. Da kunde det hænde, at den hjemkomne Sailor ved det trettende Glas i Stolthed blottede Bryst eller Overarm for at vise Olie-Valde sine nyeste Tatoveringer fra Rio eller Kap. Men den gamle smilede lunt og holdt et stille Foredrag for den unge Mand om, at Tatoveringer paa Kroppen alene gør det ikke. Hvad det kom an paa her i Livet, det var den indre Tatovering. Den, der var prikket i Hjertet. Og i Valdes Hjerte stod Navnet Milly at læse med uudslettelig Skrift. — Ser du, min Dreng, saa længe Valde har sin Milly, saa kan Alverdens Tatoverkunstnere komme til mig med Tilbud om at for­ skønne min gamle Krop med de ædleste Malerier til billigste Havne­ pris — jeg ryger ikke Cigaren! Jeg har faaet de Tatoveringer, jeg skal ha’! Men mit Hjerte, det har Milly faaet Eneret paa og den skal ikke tages fra hende. Har du aldrig mødt Milly? Nej, min Dreng, hun er heller ikke for Letvægtere som dig! Der skal Mænd til, maa du vide. Men saa meget kan jeg røbe dig, at du finder ikke i hele Havnen en Pige, der kan stege en Sømandsbøf saa saftigt som hun — eller holde en Seng saa varm i Taalmod og Troskab, naar Far selv en Aften er lidt ude og fugte Frakkeskøderne! . . . Og saa afsluttede Olie-Valde Aftenen med at spille og synge den Hyldest, han selv havde forfattet til sin elskede Millys Pris. 14