NielsLauritsHøyensLevned_1872

1 2 3

det høie Ivors, et rørende Indtryk paa m ig. Men imedens der bestandig kom mere Liv i de malede F igu rer, bevægede der sig tillige et andet virkeligt Liv paa en mærkelig Maade rundt omkring m ig. J eg hørte sagte, snart hurtige, snart langsomm e F ied; Stole klapprede, Chordrenge ringede, og af og til m aatte jeg dog see m ig om. Præsten bukkede og læ ste ivrigen foran A lteret. Mange knælede paa Chorgulvet, nogle heelt bøiede til Jorden, andre lænende sig til Stoleryggene. Qvinderne vare isæ r samm enbøiede; af Mændene stode enkelte med sænkede Blikke og lode Perlerne paa Rosenkrandsen glide m ellem Fingrene. F lere og Flere kom til; naar de toge en Stol hos Stolekonen, eller flyttede den, saa klapprede det paa F lisegulvet i den tonende Kirke; men strå s vare de stille hensunkne i Bønnen eller læ sende i deres sm aa Andagtsbøger. De sagte hurtige Trin kom fra andre G eistlige eller B etien te, som skyndsom t ilede tværs over Korsets brede Gang. De langsomme, mere knirkende Trin kom fra F remm ede, som , førte af Leietienere, passerede forbi de nævnte Malerier. Men uagtet denne Mangel paa E enh ed , uagtet denne saa m angfoldige og forskiellige Be­ væ g else, følte jeg ret, at jeg var i Kirke. Synet af m ange devot knælende har noget uim odstaaeligt for m ig , det er, som om jeg selv burde kaste m ig ned paa Knæ med; jeg føler m ig i m in staaende S tillin g saa fattig, saa ydmyget og ene. Men nu kommer den præ gtige Offertieneste med sine Virakskyer, sine L ys, med de ivrige Præ ster i prægtige Kaaber, med dyb Alvor og henrivende Harmoni i M essens og Orgelets Stemm er; det løfter Haabet ig ien , det fylder med Ahnelser og Begei- string. Malerierne blive til Visioner, og nu kommer denne lykkelige Stem ning, der forvandler alt til L ys og Herlighed og lader det kirkelige Livs dybe B etydning udpræge sig selv i den nysgierrige Fremm edes forlegne Holdning og i den forbi- vim sende P ræ sts Iilfærdighed. Ingen Præken tvang m ig til vedholdende spændt Opmærksomhed, ingen Sang af Menigheden opfordrede m ig til at synge m ed; uforstyrret kunde jeg over