NielsLauritsHøyensLevned_1872

90

langt større Deel af det saakaldte dannede Publikum, end man skulde formode. Jeg kan ikke nægte, at jeg nok gad seet et Arbeide a f Dem i rimfrie Jamber eller i simpel Prosa, forudsat naturlig- viis, at denne Form svarede til det Æmne, De havde valgt Dem. Idet jeg nu igien læste Kors og Kiærlighed, faldt dette ønske mig ind, efter at jeg alt tidligere har havt det i mit stille Sind. Thi det er ikke i det, som jeg kalder Hovedsagen i et Digt, at jeg sporer, at der fattes Dem paa noget, men langt snarere i det, som hører mere til hvad jeg vilde kalde det poetiske Haandværk: en vis Lethed og Klarhed i Behand­ lingen, Simpelhed og Enkelthed i hele Planen. Jeg vover saa meget mere at udtale denne min Formening, som Deres kiære Brev, hvor det udtaler Hovedtræk af Deres æsthetiske Betragtning, stemmer saa meget overeens med min Maade at opfatte og føle for Digteren. Med al den Snakken om Indivi­ dualitet mener man hyppigt noget aldeles Ydre, som mere be­ tegner en bestemt Tid eller noget aldeles tilfældigt, end at det griber dybere ind i Personligheden. Mangen, som ivrer aller- meest for Individualitetens høie Betydning i digterisk Forstand, drømmer neppe om, at han har hentet hele sin Begeistring mere fra Skuespilleren end fra Digteren. Desværre føler jeg alt for vel, at jeg med disse Linier er langt fra at tilfredstille Deres Ønske. Det er igien blevet ved nogle flygtige Antydninger, og det især, fordi jeg mangler Øvelse i med Korthed at kunne udtrykke mig om en reen poetisk Gienstand, og fordi Tiden ikke vil slaae til for mig, naar jeg vidtløftigere skulde udtale mig. Det blev vel heller ikke syndérlig bedre derfor. Skulde der i mine Spørgsmaal om Skialm være noget aldeles inisforstaaet, eller noget som i Grunden blot henhørte til det reent personlige Skiøn, saa skriv mig et Par Ord derom, det vil levende interessere mig og maaskee kaste et nyt Lys ind i min Opfatning af Hoved­ personen. Jeg skal ogsaa saasnart og saagodt jeg formaaer