NielsLauritsHøyensLevned_1872

89

Stilling til Kongeparret, uden at Episoden om de Fredløses Plan mod Kallø var bleven indblandet, og vilde ikke hele den gruelige Opløsning, foruden denne Ep isod e, lige godt og lige sandsynligt blive fremledet? Skulde den valgte lyriske Form dog ikke ligesom have tvunget Dem, kiære Ven, til hist øg her at blive bredere end nødvendigt havde været, aflokket Dem mangt et mindre klart Udtryk, adskillige vovede Billeder, som De ellers let vilde have undgaaet? Disse Spørgsmaal kommer jeg med, efter igieu at have giennemlæst Deres Digt, ikke som nye Indvendinger, men blot som en nærmere Forklaring af dem, jeg forrige Gang fremsatte. De hverken skulle forandre eller modificere det allermindste i mine forrige Yttringer, thi Deres Digt tiltaler mig i saa mange Henseender og i en saadan Grad, at, hvad De fortæller mig om det, De selv har faaet at høre, mere smerter mig eller forundrer mig eller forekommer mig reent hen i Veiret, end at det paa nogen Maade rokker det Indtryk, jeg har modtaget. Naar jeg skulde giøre mig selv Iiegnskab for hvad der da er i Yeien med at Deres Arbeider ikke faae mere Afsætning, saa vilde jeg søge Grunden dertil først og fremmest i den Alvorstale og Alvorstone, som gaaer igiennem dem; Tiden er blød, let og leflende, i konstnerisk Henseende; den vil ikke høre om Alvor af Digteren, uden naar han skriver Psalmer, og de skal jo synges ikke hjemme, men i Kirken. Tiden er tillige pedantisk og borneret meer end man skulde troe, og navnlig er Præstestanden fuld af fornemme Folk, det vil sige: uvidende og laugsmæssige, som vel endog kunde falde paa at indstævne Digteren, naar han vover at hente sit Æmne af den hellige Skrift. Med Hensyn til Deres Arbeid'ers Cha- rakteer, saa vilde jeg troe, at det strænge objective Præg, som der findes i dem, alt efter deres forskjellige Tid og Ind­ hold, giør dem mindre lette at læse, og at selv den Kæmpe­ visetone, som gaaer igiennem Deres sidste Digt, og som mange Steder formelig fortryller m ig, er svær og ufordøielig for en