NielsLauritsHøyensLevned_1872

87

sommer, da jeg glædede mig i det Haab, at jeg skulde komme til at hilse paa Dem i Haderslev, men Haabet blev skuffet, og det uden min Skyld, og nu skal der igjen maaskee hengaae mange Maaneder, inden jeg faaer Dem at see og kommer til at vexle et Par venlige Ord rnedDem. Dobbelt, ja tredobbelt Tak der­ for, at De har Evne og Villietil at tale Alvors Ord til mig og til os A lle , Ord, som virkelig gaae til Sjælen, som lyde med fuld Klang mellem alt det skrattende T ø i, som ellers bræger og støier om Oret. De kan troe mig, kiære Ven, jeg blev overrasket, da »Kors og Kiærlighed« paa engang flyttede mig fra Joreal op i Norden, da Kæmpevisen tonede mig imøde, og da et Billede stillede sig frem for mig med saa rørende, saa dybt grebne Skikkelser, som jeg endnu aldrig havde seet fremmanede fra vor Middel­ alder. Den forfærdelige Kamp mellem det kirkelige og det verdslige, den urolige Giæring i Aanden og i K iødet, dette Naboskab mellem Himmel og Helvede, dette L iv som en Drøm , hvori de besynderligste Syneraabenbare sig, vexle, smelte over i hinanden, alt dette var for mig nyt; endnu har ingen af vore Digtere følt saaledes, anet saaledes. Men, saa forekom det mig tillige, dersom jeg maa betjene mig af en Lignelse, som om dette Maleri mere var en musikalsk Farve- skildring, hvor Stemningen, navnlig i Hovedfigurerne, fremtraadte med hele den Rigdom af Farvetoner, hele det Spil af selv de fineste Overgange fra Lys til Skygge og Skygge til Lys, end at det var et Billede, hvor Figurerne traadte frem med plastisk Kraft og Bestemthed, hvor de viste sig klart, hver paa sin Plan; og paa samme Tid opstod det Spørgsmaal hos mig, om vor Middelalder ikke netop behøver de skarpere Omrids, det mere haandgribelige i Figurernes Former og Optræden. Skulde ikke overhovedet den usædvanlige Rigdom paa Lyrik, som vælder ud af Deres Pen som en krystalklar Kilde, gien- nemsigtig, reen, qvægende, ja undertiden næsten berusende, skulde den ikke af og til ligesom overvælde Dem, ligesom rive