NielsLauritsHøyensLevned_1872

402

paa sit Publicum, men vel at lian har tænkt paa sin Op­ gave og været opfyldt af den. Derfor plejede Hoyen at sige, at hvad han først og fremmest krævede af den kon st- neriske Udførelse, var Kjærlighed. Hvem skulde ikke sætte Pris paa dygtig Haandfærdighed og god Skole, paa en smuk Colorit og Penselføring, paa en elegant Behandling af Mar­ moret? Men er det dog ikke Fortrin af samme Art som de, der betegne den dygtige Haandværker? Og det, der hæver Konstneren til et højere T rin. er det ikke netop hans Kjærlighed til Naturen og hans selvstændige Ind­ trængen i dens Hemmeligheder? Høyen forlangte af K onst­ neren, at han først skulde kunne sit Haandværk; han stil­ lede strænge Fordringer til Skolen, og gjorde hvad han kunde for at uddanne den; men han paastod ogsaa, at først den selvstændige Tilegnelse af det Lærte gav dette virkeligt Værd; tillært Tegning og Colorit gav kun halv- forstaaede Former og maniereret Farve. Derfor var han en saa afgjort Hader af Diisseldorfer-Skolens Manér, fordi den i Hast gjorde sine Elever færdige, og lod dem glemme, hvad det egentlig kom an paa. Det store Publicum for­ stod ikke dette; det foretrak denne færdige Technik for den stundom lidt ubehjælpelige Stræben hos selvstændige Begyndere. Men der er en Søgen, som fører til Maalet, og som er dette langt nærmere end den tillærte Virtuosi­ tet, der aldrig kommer videre end hvor den er. Hin tro­ faste Stræben er fuld af Kjærlighed til Idealet; denne har glemt Idealet over sig selv. Der gives ingen stor K on st- ner, som ikke selv har dannet sig sin Technik. Det var denne Selvstændighed, Høyen krævede, ikke Skolens, men den enkelte Konstners.